23948sdkhjf

Med FSC i Tanzania: Mod nord

Mette Vestergaard vandt i efteråret FSC Design Award. Hun er nu i Tanzania for at realisere sit vinderprojekt på et lokalt værksted. Følg hendes oplevelser her på Wood Supply.

Med opslagstavlen "HapsHaps" løb Mette Vestergaard sidste år med sejren i FSC Design Award foran 76 andre bæredygtige design.

Hun er nu taget på sin vinderrejse til Tanzania, hvor hun med egne øjne får at se, om en FSC-skov virkelig kan gøre en forskel for natur og mennesker. Samtidig har hun taget udfordringen op med at forsøge at forene danske designtraditioner med tanzanisk håndværk og formgivning.

I samarbejde med FSC Danmark vil vi her på Wood Supply i den kommende tid følge Mette og resten af FSC-delegationen fra sidelinjen. Det sker via en blog, som vi gengiver her på portalen.


Dag 10: Mod nord
Turen går nordpå langs Tanzanias østkyst, fra Tanga til Moshi. Vi har sagt farvel til Maj fra WWF og til fotografen Morten og er hoppet på en lokal bus.

Turen til Moshi tager 7 timer og byder på mange stop på markedspladser, mængder af mennesker ud og ind og ikke mindst hasarderet kørsel på hullede veje. Kører man på hovedvejene i Tanzania, er punkteringer og væltede køretøjer hverdagskost, men vores tur forløber uventet glat, og mens solen går ned, når vi at få et glimt af Kilimanjaro, Afrikas højeste bjerg, som titter frem bag skyerne i Moshi.

Mzungu
Ey, Mzungu, Mzungu griner børnene på gaderne i Moshi – Mzungu er swahiliordet for hvid eller fremmed. Mange af børnene er også bange for os, og da vi forhører os om hvorfor, får vi forklaret, at de er vant til, at læger er hvide – og dermed forbinder de os med noget ubehageligt - som f.eks. vaccine.

- Det er meget anderledes her, siger Mette. - I de tidligere byer vi har besøgt, har børnene ikke været bange for os. Samtidig plager de f.eks. også om slik her, det har vi ikke oplevet så meget tidligere på rejsen.

”Pipi, pipi” råber ungerne – det betyder slik. Man kan ikke lade være med at tænke på den rolle, som vi europæere har fået gennem de mangeårige indsatser i Afrika.

Vidensdeling 1-1
- Det giver et meget godt perspektiv på FSC, når man møder byer i andre dele af landet. I de FSC-landsbyer vi besøgte, forventede man på ingen måde penge eller slik af os europæere. Børnene plagede ikke om andet end sjov og et kig på vores billeder. Man har fra NGOernes side arbejdet med viden og kapacitetsopbygning, men det virker som om, at det sker i øjenhøjde 1-1, siger Mette.

- Jeg tror ofte, at man kan læse et samfunds generelle holdninger på den måde, som børnene reagerer på, og for mig siger det en masse om, at man godt kan arbejde med viden som MCDI og WWF f.eks. gør omkring FSC i Kikole, uden at skabe et donorforhold til den lokale befolkning. Det er ret fedt, synes jeg, fortsætter hun.

Afrikansk design
Vi går en tur i de smukke skove omkring Moshi og nyder vegetationen og regnskovsstemningen. Mange steder er regnskoven lavet om til rismarker, og vi ser en række projekter skabt af den japanske industri - endnu et land, som arbejder i Tanzania med gode intentioner.

Vi vender det lokale marked, chatter på vores mangelfulde swahili, køber chilier og ser på de lokale folk. Her er også masser af træ i form af møbler og trækul, og vi tænker på tiden i skovområderne, hvor meget af det sikkert kommer fra.

- Det er sjovt, for når jeg ser de mest primitive af de lokale markeder, hvor maden bare ligger på et tæppe eller på jorden, så får jeg automatisk lyst til at designe nogle bedre fysiske rammer, eller jeg tænker, at man da må kunne gøre det smartere - men det er tydeligvis ikke deres behov her. Det siger mig meget om, at mit europæiske fokus er meget anderledes end det afrikanske, og det binder tilbage til, at vi som europæere ikke altid ved, hvad der dur i Afrika, og at design og værdisæt er kulturelle og ikke bare sådan kan ændres, siger Mette.

- Den kulturelle designæstetik i Afrika er så anderledes, at det er meget svært at omsætte den til vores, tilføjer hun.

Børnehjem
Vi kigger ind hos et lokalt børnehjem, Kilimanjaro Orphanage Centre, som støttes af flere danske firmaer, blandt andet danske Kipling rejser. Endnu et projekt. Det er dog svært at forblive skeptisk omkring donorkultur, når man ser ungerne rende rundt her. Hvordan skulle de ellers komme i skole, og hvilken fremtid ville de have?

Skoleleder og lærer for de små, Lucy Alex, fortæller at man særligt lægger vægt på, at de små skal lære engelsk tidligt, fordi det er nøglen til uddannelse og job i fremtiden. Ungerne ser ud til at have det godt, selvom her er lidt primitivt. Her er endda et computerrum til de ældre børn.

Donor eller ikke-donor, ulandsprojekt og udvikling. Det kan være svært at gennemskue, hvad der virker og for hvem, men Tanzania er under alle omstændigheder et studie i fremmede kulturers indtræden i det afrikanske.

I morgen vender vi snuden mod Serengeti, for nu starter vores safarieventyr, vi kan ikke vente.

Om FSC Design Award
Mette Vestergaard vandt i efteråret 2011 den årlige designkonkurrence FSC Design Award, hvor hovedpræmien denne gang var en rejse til Tanzania.

FSC Design Award stiller krav til, at deltagerne kombinerer bæredygtighed med æstetik og funktionalitet, og bæredygtighed er således et vigtigt element i bedømmelsen af de deltagende designs. FSC Design Award er en tilbagevendende begivenhed og er speciel, fordi alle indkomne bidrag bedømmes ved samme event.

Mette Vestergaard vandt konkurrencen med opslagstavlen ”HapsHaps”, der er fremstillet udelukkende af bæredygtigt træ. Vinderdesignet bærer navnet ”HapsHaps”, fordi man kan hænge papir og kort op på den uden at bruge nåle og magneter.

Det er sjette år i træk, at FSC Danmark sender en ung designstuderende på en rejse til en FSC-certificeret skov et sted i verden. Formålet er at vise, hvordan FSC gør en forskel for skov, dyr og mennesker, og hvordan valget af bæredygtigt træ har stor indflydelse på skoven og dens indbyggere. Samtidig får den designstuderende lov til at udforme en prototype af sit design i samarbejde med lokale værksteder og i lokale træsorter. Designrejsen går i år til Tanzania, hvor Mette Vestergaard i følgeskab af en journalist og en fotograf tager på en uforglemmelig rejse.

Bag FSC Design Award står organisationen FSC Danmark og miljøorganisationen WWF Verdensnaturfonden. Begge organisationer har til hensigt at sikre, at mere træ bliver brugt bæredygtigt.

Med på rejsen er:
• Designstuderende og vinder af FSC Design Award 2011, Mette Vestergaard
• Kommunikationsansvarlig og blogger hos FSC Danmark, Ida Rehnström
• WWF, skov og energi i Afrika, Maj Manczak
• Fotograf, Morten Bo Johansson

Læs også:
Dag 9: Kvinden har bukserne på
Dag 8: Læring og udfordringer
Dag 7: Værksted og design
Dag 6: Det sorte guld
Dag 5: FSC giver selvstændighed
Dag 4: Rent vand i Kikole
Dag 3: Lokale kræfter
Dag 2: Rejsen begynder
Dag 1: Skovene i Tanzania
Originalitet vandt FSC Design Award 2011

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188