23948sdkhjf

Tilfældigt men heldigt: Køkkenkæde klar med nyt koncept og tryllestøv

Da Carsten B. Andersen i foråret fik en forespørgsel fra husadvokaten hos Hantsholm Køkken, havde han ikke forestillet sig, at det otte måneder senere ville resultere i et nyt forretningsben. Nu melder køkkenproducenten imidlertid klar med et nyt koncept, og timingen kunne dårligt være bedre.

– Egentlig var det lidt en tilfældighed. Vores advokat spurgte i marts, om vi kunne opdatere hans køkken, for det var ikke så gammelt, at det helt skulle skiftes ud, og selvfølgelig kunne vi det, fortæller Hanstholm-direktør Carsten B. Andersen og fortsætter:

– Da vi så går i gang, griber det noget om sig – det er nærmest, som om vi får drysset tryllestøv ud over, for vi får simpelthen forandret hele udtrykket i en grad, så vi selv bliver imponeret, og hvor man faktisk ikke kan se, at grundsubstansen ikke er et Hanstholm Køkken.

Og det var ikke kun køkkendirektøren, der var svært tilfreds med resultatet.

– Da vi var færdige, sagde vores advokat, at det burde vi lave et koncept på, og der tog vi ham på ordet og gik i gang med at udvikle konceptet i april. Det kunne vi nok godt have gjort lidt hurtigere, men nu er vi altså klar til at rulle det ud, fortæller Carsten B. Andersen.

En krise som katalysator

Til gengæld tyder meget på, at Hanstholm har valgt det helt rigtige tidspunkt at lancere køkkenproducentens nye upcycling-koncept. Ifølge en ny analyse fra Voxmeter er der fra november 2021 til november 2022 sket et fald på 26 pct. i antallet af danskere, der planlægger at etablere nyt køkken eller bad, og ifølge forbrugerekspert Ole Storm Jørgensen giver de stigende priser på energi, brændstof og fødevarer god plads til nye forbrugsmønstre.

– Generelt er kriser altid katalysatorer for igangværende forbrugsadfærdsændringer. Hos upcyclingskoncepter står incitamenterne næsten i kø for, at de kan lykkes. Det er sandsynligvis billigere for forbrugerne, bedre for klimaet, og ressourceforbruget eller råvaremængden er mindre, siger Ole Storm Jørgensen, der er forbrugsekspert og lektor på Erhvervsakademi Dania.

Når Carsten B. Andersen skal sætte ord på, hvordan det går med køkkensalget i kæden, der tæller 16 danske butikker, indledes der da også med et lille suk.

– Der er sådan set stadigvæk en del kunder i markedet, men vi oplever, at beslutningsprocessen er blevet længere – det er som om at alle går og venter lidt på at renten og inflationen falder igen, så der er søgning nok, men beslutningskraften forsinker det lidt, fortæller Hanstholm-direktøren.

Et godt supplement

Derfor glæder han sig også over, at virksomheden nu har fået et ekstra ben at stå på i en tid, hvor de nye køkkener er blevet sværere at sælge.

– Da vi gik i gang i april, havde vi ikke forudset faldet, men at det passer i tiden, gør jo ikke noget, lyder det.

Carsten B. Andersen forventer imidlertid ikke, at det nye koncept fuldt ud kan opveje for den afmatning, han forventer, vil sætte spor i årets regnskabsbøger.

– Jeg håber det i nogen grad, men jeg tror ikke, at det til fulde kan opveje – der bliver jo også tale om mindre ordrestørrelser, men det kan blive et godt supplement og måske noget, der kommer til at fylde mere og mere i takt med, at bæredygtighed bliver et stadigt vigtigere parameter, vurderer han.

Og selvom der for nuværende ikke er nogen måltal for, hvor meget det nye ben skal fylde hos Hanstholm, har lanceringen bekræftet køkkendirektøren i, at upcycling er en farbar vej at gå.

– Jeg har ikke tænkt det så kommercielt endnu, men jeg synes, vi har fået en rigtig god start – vi har fået nogle kunder ind på det, og vi regner på en del tilbud i øjeblikket, så hvor stort det kan blive, må de næste måneder vise, lyder det.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125