Peer Leth indtræder i bestyrelsen hos dørproducenten Vahle
Den erfarne byggeerhvervsmand Peer Leth er blevet medlem af bestyrelsen hos den jyske dørproducent Vahle A/S.
Det fremgår af cvr-registeret, hvor det også oplyses, at han blev en del af bestyrelsen den 3. november.
Vahle A/S har hjemme i Mørke på Djursland og beskæftiger 44 ansatte. Herfra producerer og leverer virksomheden specialtilpassede og -designede døre til både erhvervs- og boligbyggeri.
Blandt kunderne har Vahle blandt andet leveret døre til projekter som Hotel D’Angleterre, Bestseller Aarhus, Carlsberg samt Det Kongelige Teater og Amalienborg.
Et af de seneste projekter for virksomheden er blandt andet mere end 30 håndlavede snedkerdøre til Sparresholm Gods på Sydsjælland, der i 2013 brændte ned til grunden og først 11 år senere stod færdigbygget.
 Tidligere har Peer Leth tilbragt mere end 16 år som direktør for akustikgiganten Troldtekt A/S, hvor han stoppede i 2022. Senere var han i en kort periode direktør for Dansk Træemballage.
I dag er han aktiv i flere bestyrelser i byggebranchen, blandt andet som formand for Moland Group, der leverer træ- og kompositterrassebrædder og akustikpaneler og næstformand i den jyske byggekoncern Egil Rasmussen.
Sidstnævnte gennemførte tidligere på året en fusion af fem selskaber samt en forenkling af koncernstrukturen efter et rekordår.
| Regnskabsår | 2024 | 2023 | 2022 | 
| Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK | 
| Bruttofortjeneste | 20,9 | 19,1 | 14,6 | 
| Resultat af primær drift | 2,9 | 2,4 | 1,7 | 
| Resultat før skat | 2,5 | 2,0 | 1,3 | 
| Årets resultat | 2,0 | 1,6 | 1,1 | 
| Balancestatus | 28,7 | 22,2 | 22,2 | 
| Egenkapital | 8,8 | 6,8 | 5,2 | 
| Antal ansatte | 34 | 32 | 28 | 
| Kilde: CVR | |||
                
