Med FSC i Tanzania: Farvel - og på gensyn?
Mette Vestergaard vandt i efteråret FSC Design Award. Hun er nu i Tanzania for at realisere sit vinderprojekt på et lokalt værksted. Følg hendes oplevelser her på Wood Supply.
2
Billeder
Et skatkammer af en rodebutik. Genbrugstræet bliver til fine æsker, figurer og møbler solgt til små penge. (Foto: FSC Danmark).
Med opslagstavlen "HapsHaps" løb Mette Vestergaard sidste år med sejren i FSC Design Award foran 76 andre bæredygtige design.
Hun er nu taget på sin vinderrejse til Tanzania, hvor hun med egne øjne får at se, om en FSC-skov virkelig kan gøre en forskel for natur og mennesker. Samtidig har hun taget udfordringen op med at forsøge at forene danske designtraditioner med tanzanisk håndværk og formgivning.
I samarbejde med FSC Danmark vil vi her på Wood Supply i den kommende tid følge Mette og resten af FSC-delegationen fra sidelinjen. Det sker via en blog, som vi gengiver her på portalen. Vi er nu nået til den 13. og sidste beretning.
Dag 13: Farvel - og på gensyn?
Zanzibar, øerne med koralrev, azurblåt vand og en broget historie - her lander vi på hovedøen Unguja og befinder os straks i, hvad der næsten kunne være et helt andet land.
Her er østemning, palmer og befolkningen - særligt kvinderne er mere tildækkede end hvad vi har set andre steder i Tanzania. Mange af Zanzibars indbyggere ønsker da også selvstændighed fra resten af Tanzania, det mærker man, så snart man bringer emnet op.
- De er anderledes end os inde i land. Vi skal leve hver for sig, det giver mening – sådan siger en lokal mand ved navn Talib, mens han viser os rundt i byen.
I en plantage møder vi også den unge lokale, Zuma, som siger:
- Ofte er vi tvunget til at eksportere vores varer til hovedlandet uden forarbejdning, det giver mindre profit og samtidig kommer man fra fastlandet og tager de gode jobs her. Jo, jeg vil stemme på en præsident, som vil arbejde for Zanzibars frigørelse.
- Jeg føler mig virkelig godt tilpas her, siger Mette. - Her er en helt særlig stemning, der er rolig og imødekommende.
Og vi nyder også den afslappede atmosfære, blandt andet i Stone Town, som mest minder om noget taget ud af en piratfilm med små, smalle gyder, blåt vand, udskårne trædøre og endda en dame med en kæleabe. Nej, øerne er bestemt ikke bare uskyldige badeøer, og her har blodige slag fundet sted, her har sultaner regeret og her har centrum for slavehandel med både vest og øst sat sine tydelige spor. Mange indbyggere er i dag efterkommere af slaver, fordi deres forfædre ikke havde mulighed for at vende hjem efter slaveriets ophør – mange kunne ikke vende tilbage til fods uden mad og uden et kort – en specielt umulig opgave for de, som kom langvejs fra Centralafrika.
Ø-Genbrug
Vi går rundt i Stone Town og ser på historie og mennesker. Vi kommer forbi en åben dør, hvor det nærmest vælter ud med høvlspåner, og vi kan høre banken og saven. Foran kan vi se træfigurer og skrin i alle sorter og faconer og midt i det hele står en mægtig stor og smilende mand. Vi spørger, hvad han roder med, og han inviterer os indenfor. Vi går gennem de forreste rum med halvfærdige projekter, ind bagved butikken – og bliver et øjeblik mundlamme. Her er træ fra gulv til loft – alt muligt, gamle karme, rester af møbler, gamle forarbejdede plader og døre i alverdens træsorter.
Manden på værkstedet hedder Amour Aziz, og det viser sig, at han er gammel fodboldspiller, væggene er prydet med bøger og gulnede plakater, hvor han poserer i en ung udgave sammen med forskellige arabiske og afrikanske fodboldhold. Men nu laver han altså bl.a. skrin af genbrugstræ.
- Det er ret sjovt, for det er jo netop en af de samme tanker, som jeg har arbejdet med hernede. Tanken om at gøre det ubrugelige resttræ brugbart. Aziz arbejder bare i genbrugsmaterialer, hvor jeg gerne vil arbejde i afskær fra savværket hos Azim, siger Mette.
Farvel til Tanzania - og på gensyn?
Det er tid til refleksion. Vores tur er snart slut, vi skal tilbage til Danmark og Mette skal hjem og lave sit afgangsprojekt færdigt. Det er farvel til tre travle uger med oplevelser og arbejde, men hvad har det betydet for Mette?
- Det har været en fantastisk rejse. Tanzania har virkelig gjort indtryk på mig. Noget af det fedeste var at besøge de lokale FSC-landsbyer, fordi det var så uberørt. Mentaliteten virker ikke særligt berørt af vestlige mennesker, som kommer med penge, som vi oplevede andre steder. Her var samfundet præget af samarbejde og ligeværd – det gav et meget rent og mere menneskeligt indtryk, siger Mette og fortsætter.
- Til gengæld fik arbejdet på værkstedet hos Azim virkelig rykket med nogle af mine fordomme. Jeg var utroligt overrasket over niveauet, og jeg har måttet revidere mange af mine tidligere holdninger både til mennesker og materiel, når det kommer til Afrika. Meget er faktisk muligt. Samtidig har det været spændende at komme tættere på den tanzanianske mentalitet – jeg tror, at jeg har en bedre forståelse for deres livstilgang, end jeg havde før, filosoferer hun.
Rejsen går mod Danmark, men med sig hjem har Mette både oplevelser og nye kontakter og muligheder for at arbejde videre i Tanzania.
- Jeg kunne godt se mig selv arbejde her i fremtiden. Det kunne være fedt at arbejde videre med både Azim og med Afrika som produktionsland, når jeg er færdig til sommer, slutter hun.