23948sdkhjf

To milliardmilepæle og et meget mindre minus: Se tallene for Lars Larsens møbler

Med en omsætning på 35,6 mia. og et resultat efter skat på 3,2 mia. kr. satte Lars Larsen Group nye rekorder i seneste regnskabsår, og særligt koncernens møbelselskaber bidrog til festen.

Det viser den bunke årsregnskaber, der er landet inden for de seneste dage. Mens to selskaber passerede en milliardmilepæl i årets løb, har et andet mindsket underskuddet i en grad, så resultatet er det bedste i ti år, og et tredje er klar til at rette blikket mod udlandet.

Jysk fremgang over hele linjen

Med et overskud på 3,6 mia. kr. før skat og en omsætning på 30,4 mia. blev 2019/20 et rekordår for Jysk, og også den danske del af forretningen kan bryste sig af fremgang på top- såvel som bundlinje.

Det viser regnskaber for Jysk A/S, hvor omsætningen er vokset mere end en halv milliard og dermed har passeret femte milliardmilepæl. Også på bundlinjen blev en milepæl passeret, og årets resultat lander således på 1,1 mia. kr. efter skat.

Som mange andre virksomheder har Jysk haft udfordringer som følge af coronapandemien, der har blandt andet betydet, at over 2.000 af koncernens butikker i foråret var tvangslukket. Da nøgletallene blev præsenteret i efteråret, valgte koncernchef Jan Bøgh at fokusere på de styrker, pandemien har sat spot på.  

–  Jeg mener roligt, man kan sige, at vi gennem det seneste år for alvor har set styrken af vores forretningsmodel. Ikke kun i forhold til at udnytte vores stærke lokale landeorganisationer. Det gælder også i forhold til at kontrollere vareflowet under meget uforudsigelige omstændigheder og i forhold til at flytte kunderne fra fysiske butikker og over til vores click & collect og onlineløsninger, så vi har kunnet holde salget oppe, selv da hovedparten af vores butikker var lukket, lød det i november.

Jysk A/S
mio. kr. 2019/20 2018/19
Nettoomsætning 5.038 4.446
Resultat før finansielle poster 1.471 1.167
Resultat før skat 1.460 1.163
Årets resultat 1.135 913
Balancesum 3.613 2.768
Egenkapital 2.152 1.902
Gns. antal ansatte 1.707 1.571
Regnskabsåret blev afsluttet 31. august 2020.

Første underskud i seks år

Hos Scancom International, der producerer udemøbler på egne fabrikker i Brasilien, Indonesien og Vietnam, fik coronaen også stor indflydelse på året. For første gang i seks år kom møbelproducenten ud med røde tal på bunden, hvilket primært kan tilskrives længere perioder med nedlukkede fabrikker.

– Det har været en udfordrende periode, da det er dyrt at opretholde en ansvarlig produktion med lav udnyttelsesgrad af udstyr og ansatte i en længere nedlukningsperiode, lød det fra adm. direktør Stig Maasbøl, da Scancom International i efteråret offentliggjorde nøgletallene.

Det fik dog ikke Scancom til at drosle ned for ambitionerne.

– Da Covid19 virkelig brød ud, havde vi en god snak med vores ejere fra Lars Larsen Group, samt vores bestyrelse, og i stedet for at udskyde det store byggeri, valgte vi at fremskynde den nyeste megafabrik, fortalte direktøren i november.  

ScanCom International A/S
mio. kr. 2019/20 2018/19
Nettoomsætning 1.301 1.243
Resultat af ordinær drift  3,6 40,2
Resultat før skat - 8,7 26,1
Årets resultat - 6,7 21,1
Balancesum 939,0 915,6
Egenkapital 142,3 182,7
Gns. antal ansatte 4.831 4.281
Regnskabsåret blev afsluttet 31. august 2020.

Milliardmilepæl og tocifrede ambitioner

For Bolia blev 2020 et rekordår og møbelvirksomheden kom for første gang ud med en ti-cifret toplinje. Helt nøjagtigt nåede omsætningen hos Bolia 1,04 mia. kr., mens resultatet før skat tog et ordentligt hop fra 18,2 til 75,9 mio. kr.

En del af forklaringen skal findes i, at der forud er gået en årrække med tunge investeringer, men ved offentliggørelsen af årets nøgletal fremhævede adm. direktør Lars Lyse Hansen også en den samlede salgsvækst på 22 pct. i alle kanaler og på alle markeder.

Og fremover skal vækstraterne helst forblive af den tocifrede slags, slog han november fast i et interview med Wood Supply.

Bolia International A/S
mio. kr. 2019/20 2018/19
Nettoomsætning 1.039 902,5
Resultat før finansielle poster 80,2 19,1
Resultat før skat 75,9 18,2
Årets resultat 60,0 15,7
Balancesum 389,5 321,5
Egenkapital 162,2 132,1
Gns. antal ansatte 308 292
Regnskabsåret blev afsluttet 31. august 2020.

Rekordresultat trods toplinjedyk

Holstebro-baserede Actona Company kan se tilbage på et regnskabsår, der udviklede sig kaotisk men endte over al forventning.

Trods et lille dyk i omsætningen lykkedes Actona med at løfte resultatet før skat til 167 mio. kr. svarende til en stigning på 22 pct. Det til trods for at året bød på store udfordringer i virksomhedens forsyningskæde.

–  Det handler jo om, at vi har en stor del af vores produktion i Asien og i Kina i særdeleshed, så vi blev først ramt, da de kinesiske fabrikker ikke åbnede som sædvanligt efter det kinesiske nytår, og da de så langt om længe lukkede op, lukkede resten af verden ned; kort sagt kunne vi ikke få varerne ud, da vi gerne ville have dem, og da vi så kunne, var det svært at få dem afsat, fortalte adm. direktør Torben Villadsen i oktober.

Actona Company A/S
mio. kr. 2019/20 2018/19
Nettoomsætning 1.836 1.887
Resultat før finansielle poster 165,2 133,7
Resultat før skat 166,7 136,2
Årets resultat 130,5 107,2
Balancesum 614,3 554,6
Egenkapital 217,6 178,8
Gns. antal ansatte 285 277
Regnskabsåret blev afsluttet 31. august 2020.

Et meget mindre minus

Hos Ilva, der i en årrække har været et underskudsplaget smertensbarn i koncernen, blev 2019/20 et år med markant fremgang. Efter år med store millionunderskud kom møbelvirksomheden ud af 2019/20 med en omsætning på 1,5 mia., mens driftsresultatet landede på minus 10 mio., hvilket er en forbedring på mere end 30 mio. kr.

–  Enhver, der har fulgt Ilva, ved, at vi har været gennem nogle udfordrede år, hvor vi har taget nogle meget store beslutninger. Ikke mindst beslutningen om at sammenlægge Ilva og Idémøbler, så vi kunne fokusere 100 procent på Ilva brandet, var vanskelig. Men udviklingen og årsresultatet viser, at den var rigtig, udtalte adm. direktør Rami Jensen i oktober, da nøgletallene blev offentliggjort.

Nu viser det fulde regnskab, at der sågar er sorte tal på Ilvas bundlinje. Således er 2019’s underskud på 13,5 mio. kr. efter skat vendt til et overskud på 132,8 mio. – heraf kan de 139 mio. kr. henføres til en gevinst, Ilva hentede på salget af et datterselskab.

ILVA A/S
mio. kr. 2019/20 2018/19
Nettoomsætning 1.513 1.574
Resultat før finansielle poster - 6,2 - 35,8
Resultat før skat 125,6 - 25,9
Årets resultat 132,8 - 13,5
Balancesum 948,8 753,9
Egenkapital 266,3 133,4
Gns. antal ansatte 546 624
Regnskabsåret blev afsluttet 31. august 2020.

Klar til verden

Som rosinen i pølseenden finder vi Lars Larsen Groups sengeselskab Sengespecialisten, der i 2018/19 lykkedes med at vende syv års underskud til sorte tal på bunden. I 2019/20 fortsatte fremgangen for virksomheden, der mere end fordoblede driftsresultatet til 14,9 mio. kr., mens bundlinjen blev mere end tredoblet.

Sengespecialisten åbnede i løbet af det seneste regnskabsår fire nye butikker, og virksomheden, der har været en del af Lars Larsen Group siden 2014, er nu klar til at vende blikket mod resten af verden.

– Vi har nu 31 butikker i Danmark, og selv om vi ikke er færdige med at udvide inden for landets grænser, er tiden helt rigtig til, at vi ser mod udlandet for at fortsætte væksten. Her er det naturligvis en stor fordel at være ejet af Lars Larsen Group, fordi vi dermed har en ejer, der grundlæggende deler ambitionen om fortsat vækst og samtidig har en finansiel styrke, der gør det muligt at foretage de nødvendige investeringer, lød det fra adm. direktør Martin Amstrup Bang, da nøgletallene landede i november.

Sengespecialisten A/S
mio. kr. 2019/20 2018/19
Bruttofortjeneste 53,4 40,6
Resultat før finansielle poster 14,9 6,3
Resultat før skat 11,9 3,4
Årets resultat 9,0 2,8
Balancesum 79,8 53,2
Egenkapital 19,2 10,2
Gns. antal ansatte 75 72
Regnskabsåret blev afsluttet 31. august 2020.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.125