Møbelprofiler træder tilbage efter 35 år - ny direktør hos producent
En markant rokade i toppen af den danske møbelbranche er netop blevet en realitet.
I 35 år har Ivan Hansen og Hans Henrik Sørensen drevet Onecollection - House of Finn Juhl og delt ledelsesansvaret.
Begge træder nu et skridt tilbage, og Bo Nørgaard bliver i den forbindelse adm. direktør.
Det fremgår af CVR-registeret, og Onecollection bekræfter rokaden over for Wood Supply.
Bo Nørgaard er partner og har været ansat i Onecollection siden 2001. Han har igennem mange år været en del af ledergruppen og haft ansvaret for driften. Nu får han det øverste ledelsesansvar som adm. direktør.
Det betyder dog ikke, at de to møbelprofiler, som stiftede virksomhed i 1990, er ude. Ivan Hansen og Hans Henrik Sørensen er fortsat hovedaktionærer og fortsætter som en del af ledergruppen og i bestyrelsen.
"Onecollection er en virksomhed med en stærk værdidrevet kultur, der er funderet på et sæt af dogmeregler fra virksomhedens begyndelse. Som kulturbærere og ambassadører vil Ivan og Hans Henrik fortsætte i virksomheden," lyder i en skriftlig kommentar fra Onecollection.
Betaler sig at producere i Danmark
Møbelproducenten er mest kendt for brandet House of Finn Juhl og har de seneste år haft fokus på at hjemtage produktion til egne fabrikker i Ringkøbing og Vejen. Før foregik en stor del af produktionen i Japan.
Onecollection havde en stabil indtjening på 6,1 mio. kr. i 2024, hvilket blandt andet tilskrives beslutningen om at hjemtage produktionen
- Vi er fint tilfredse. Vi har fordoblet resultatet i forhold til året før på samme omsætning. Forretningen er blevet sundere, og det er en positiv udvikling, sagde Hans Henrik Sørensen til Wood Supply i april.
Regnskabsår | 2024 | 2023 | 2022 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | 55,7 | 50,8 | 45,9 |
Resultat af primær drift | 10,2 | 6,7 | 21,9 |
Resultat før skat | 8,4 | 4,4 | 18,6 |
Årets resultat | 6,1 | 3,0 | 14,1 |
Balancestatus | 94,9 | 96,2 | 87,3 |
Egenkapital | 55,7 | 49,6 | 46,8 |
Antal ansatte | 78 | 78 | 38 |
Kilde: CVR |