Underskuddet vokser for møbelproducent
I 11 år leverede Hammel Furniture stabile millionoverskud. Ofte lå indtjeningen mellem 1 og 2 mio. kr.
Det har for alvor ændret sig.
Den østjyske virksomheder taber hele 31,8 mio. kr. i 2024. Underskuddet er dermed mere end dobbelt så stort som året før. Det viser et nyt regnskab for den østjyske virksomhed, der står bag de kendte møbelmærker Mistral og By Hammel.
Til Wood Supply kalder direktøren resultatet for "væsentligt dårligere end forventet". Flere forhold har ført til det markante milliontab.
Lav forbrugertillid, ændret forbrugeradfærd og nedgang på boligmarkedet har ramt møbelbranchen hårdt generelt, men især Hammel Furniture mærker konsekvenserne.
Samtidig bliver selskabet påvirket af beslutninger, der tidligere er foretaget. I 2022 blev der investeret i at udvide produktionskapaciteten på fabrikken i Skærbæk med automatiseret udstyr. Det har ført til store omkostninger i opstartsfasen.
Udvidelsen har desuden medført en produktionskapacitet, der lige nu overstiger det nuværende aktivitetsniveau. Selskabet vil forsøge at indgå samarbejder for at udnytte kapaciteten bedre.
"Vi har truffet nogle store og nødvendige beslutninger de seneste år - beslutninger, der på kort sigt har haft store økonomiske konsekvenser, men som på lang sigt skaber et stærkere og mere konkurrencedygtigt Hammel Furniture," lyder det i en skriftlig kommentar fra Jens-Ole Staghøj til Wood Supply.
Regnskabsår | 2024 | 2023 | 2022 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 13,7 | 13,5 | 30,2 |
Resultat af primær drift | -30,8 | -15,3 | 1,1 |
Årets resultat | -31,8 | -14,0 | 0,2 |
Egenkapital | 20,4 | 37,2 | 41,2 |
Antal ansatte | 63 | 64 | 72 |
Kilde: CVR |
Tilførsel af kapital
Underskuddet betyder, at Hammel Furnitures egenkapital er næsten halveret på blot ét år – fra 37,2 mio. kr. i 2023 til 20,4 mio. kr. ved udgangen af 2024. For at dæmme op for tabet har virksomheden gennemført en kapitalforhøjelse på 15 mio. kr. Det fremgår af regnskabet.
Hammel Furniture har valgt at foretage væsentlige nedskrivninger, som har påvirket 2024-resultatet markant. Goodwill er nedskrevet med 14,1 mio. kr. af forsigtighedshensyn, fordi man først forventer at vende tilbage til tidligere års omsætningsniveau om 3-5 år.
Konkret betyder det, at Hammel Furniture ikke længere vurderer firmaets immaterielle værdi lige så højt som før - det kan være brand og omdømme.
Denne nedskrivning har direkte betydning for tabet på 31,8 mio. kr., da Goodwill-beløbet bliver trukket fra virksomhedens resultat.
Hammel Furniture
- Grundlagt i 1961 af Verner Kristensen og Søren Didriksen
- Hovedkontor i Hammel og produktion i Skærbæk
- Specialiseret i danskproducerede møbler med fokus på opbevaring, funktionalitet og fleksibilitet
- Ejet af Jens Ole Staghøj (adm. direktør), Jon Skovhus Knudsen (bestyrelsesformand), Hans Houlind og Betina Lindegård Jensen
Tror på fremtiden
Selvom tallene generelt virker voldsomme, vidner kapitalforhøjelsen om tro på fremtiden. Det har Jens-Ole Staghøj også.
"Vi ser frem til 2025 med spirende optimisme, og det er vores mål at komme styrket ud på den anden side. Vores medarbejdere, ejere og samarbejdspartnere spiller en afgørende rolle i denne rejse," lyder det i en skriftlig kommentar.
2025 forventes at blive året, hvor Hammel Furniture kan høste frugterne af investeringerne i produktionskapacitet, organisation og produktudvikling. Virksomheden oplever indtil videre stigende ordreindgang og forbedret produktivitet.
I sidste ende afhænger Hammel Furnitures skæbne af, hvor hurtigt virksomhedens satsninger giver resultater. Kapacitetsudvidelsen, automatisering af produktionen og styrket salg skal omdannes til vækst og indtjening snarest muligt, hvis møbelproducenten skal genvinde sin tidligere position som en solid aktør på det danske marked.
Hammel Furniture står altså over for et afgørende år, hvor investeringer og fremtidsoptimisme skal vende røde tal til sorte.