23948sdkhjf

Opkøbsår sender Actona mod tredje milliardmilepæl

Regnskabsåret 2021/22 blev endnu et vækstår for Lars Larsen Group-ejede Actona Group.

Det afslører en pressemeddelelse fra møbelproducenten, der torsdag har offentliggjort årets nøgletal.

Mens toplinjen det seneste år er løftet 12,5 pct. til 2,7 mia. kr. og dermed er den højeste nogensinde, har blandt andet en række engangsomkostninger til opkøb taget en bid af indtjeningen. Driftsresultatet (EBIT) på 225 mio. kr. og dog stadig møbelproducentens næstbedste til dato og kun overgået af rekordåret 2020/21.

– Jeg er stolt af vores resultat for finansåret 2021/22. Vi har vækstet vores forretning med +10 procent i et presset globalt marked, noterer adm. direktør Jimmi Mortensen sig med tilfredshed.

– Indsatsen skal mest af alt tilskrives de mange dygtige og dedikerede kolleger, som har navigeret igennem udfordringer fra både corona og krig. Det har krævet, at vi konstant og hurtigt har skullet kunne omstille os i en meget uforudsigelig tid. Samtidig har kollegaerne udvist den største omsorg og støtte for vores hårdt ramte kolleger i Ukraine. Det viser meget tydeligt, hvilke stærke værdier Actona Group er bygget på, lyder det videre fra Actona-direktøren, der har siddet på posten siden 1. april 2021.

Ud over krigen, som også har medført høje prisstigninger og knaphed på flere råvarer, er Actona Groups trading-forretning ifølge direktøren blevet udfordret af de pressede forsyningskæder og de stigende fragtomkostninger.

– Det betyder i tillæg, at de afledte effekter af forstyrrelserne i forsyningskæden sandsynligvis vil vare et par år, vurderer Jimmi Mortensen.

Opkøbsæra skudt i gang

Trods de verdensomspændende udfordringer fastholder virksomheden sin langsigtede strategi ”Sustainable Business”, og det er således fortsat ambitionen, at forretningen skal vokse til dobbelt størrelse, mens bundlinjen skal tredobles. Vejen til målet går blandt andet via opkøb, og det seneste år har budt på hele to af slagsen.

I oktober 2021 gjorde virksomheden med overtagelsen af polsterfabrikanten Theca sit første opkøb nogensinde, og mindre end et halvt år senere kom muldvarpeskindet igen op af lommen, da Actona overtog polske SITS.

– Vi har sat barren højt med vores målsætning og strategi, men det er dét, der driver os. Vi vil være i top tre på det europæiske producent- og distributørmarked inden 2025 og nummer et på den længere bane. Med opkøbene af Theca og SITS skaber vi synergier i vores forretning og på vores eksisterende fabrikker og dermed muligheder for at konsolidere og optimere vores platform til yderlige profitabel vækst, siger Jimmi Mortensen.

De to opkøb har da også bevirket, at Actona allerede i første strategi-år er kommet markant nærmere 2025-målet om en omsætningsfordobling til 4 mia., og Jimmi Mortensen fortalte i kølvandet på SITS-overtagelsen, at opkøbsjagten for en stund var indstillet, mens fokus var rettet mod indtjeningen.

– Nu fokuserer vi i første omgang på at få synergier på plads – med den organiske vækst og de to opkøb, er vi langt hen ad vejen på toplinjen, så nu og i den kommende periode er fokus på at høste synergier, så indtjeningen følger med op, lød det i juni fra Actona-direktøren.

Nu indstiller han sig på, at der med den globale usikkerhed, de stigende råvarepriser og den faldende købekraft er en sværere tid i vente, men Jimmi Mortensen forventer fortsat, at Actona leverer på strategien og i 2025 kan præsentere en toplinje på 4 mia. og en EBIT-margin på 12,5 pct.

– Vi har oplevet et par omskiftelige år, som i det store hele har været positive for vores forretning. Nu kigger vi ind i nogle år, hvor vi må forvente en negativ påvirkning. Vi har et robust fundament at navigere igennem de kortsigtede udfordringer på og et stort potentiale til at nå vores langsigtede mål om fortsat vækst og yderligere markedsandele på det globale marked, fastslår Actona-direktøren.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.437