23948sdkhjf

Lille tilbagegang hos Holmris Office

Møbelproducenten har dog fastholdt de sorte tal, og 2012 er indledt med solid fremgang i omsætningen.
- Resultatet lever, i sin helhed, ikke op til de oprindelige forventninger, men vi kan, årets forløb taget i betragtning, ikke være utilfredse.

Sådan lyder meldingen fra kontormøbelfabrikken Holmris A/S efter et 2011, hvor omsætningen faldt en smule fra 62,9 til 60,7 mio. kr., mens resultatet på bundlinjen gik tilbage fra 1,1 til 0,1 mio. kr.

Vækst på 30 procent i 1. kvartal 2012
2011 blev dermed det andet regnskabsår i træk med overskud siden et katastrofalt 2009, hvor omsætningen blev mere end halveret med et underskud på -4,5 mio. kr. til følge.

Siden er det altså lykkedes at stabilisere forretningen, og med Niels Henrik Lauritzen i spidsen som ny direktør er 2012 indledt med fuld fart over feltet.

- Vi kan i 1. kvartal 2012 konstatere en vækst på godt 30 procent i omsætningen og et markant forbedret resultat før skat i forhold til samme periode sidste år, oplyser Holmris.

Virksomheden sætter også sin lid til, at investeringen i Dan Furn A/S vil få en positiv effekt på såvel omsætning som indtjening. Omkostningerne i forbindelse med købet af den Vejle-baserede virksomhed påvirkede resultatet negativt i 2011.

Jubilæum i maj 2012
I maj måned fejrede Holmris, at det i 2012 er 75 år siden, at Søren Holmris stiftede det oprindelige firma. Han stod i spidsen for Holmris indtil slutningen af 1990’erne, hvor sønnen Henrik overtog aktiemajoriteten. Ved samme lejlighed skiftede virksomheden navn til Holmris Office og lancerede sin egen kollektion af kontormøbler.

I 2000 – der var det første regnskabsår efter omlægningen – opnåede man en omsætning på 12 mio. kr. Blot otte år efter var omsætningen vokset til hele 127 mio. kr. – et tal der altså året efter faldt drastisk til 55 mio. kr.

Siden er Holmris kommet tilbage på sporet, og da der i 2011 blev mulighed for at opkøbe aktiemajoriteten i Vejle-virksomhederne Danfurn og Choiseline, slog man til og flyttede produktionen til Bjerringbro. Holmris har over det seneste år søsat flere offensive tiltag og har indledt samarbejder med en række andre virksomheder; herunder designfirmaet 8000C og norske LH Design , møbelproducenten Howe og senest indretningsfirmaet Gate95 .
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079