23948sdkhjf

Ja til 800 millioners trækontor: Arbejdet kan begynde i Odense

Bygningsstyrelsen og NCC fik torsdag Folketingets Finansudvalgs godkendelse af et nyt statsligt kontorhus med bærende konstruktioner i træ i Odense. Det skriver parterne i en pressemeddelelse. 

Entreprenørkoncernen kan dermed begynde arbejdet med klargøring af byggegrunden og nedrivning af eksisterende byggeri forud for byggeriet af det nye kontorknudepunkt på Lerchesgade i Odense. Arbejdet forventes at blive sat i gang i begyndelsen af næste år og forventes afsluttet 2025. 

Totalentreprenørholdet består af NCC, C.F. Møller Architects og Moe. Kontraktsummen er 645 mio. kr., mens budgettet for kontorknudepunktet samlet er på 800 mio. kr. 

Fakta: Kontorknudepunktet i Odense

Adresse: Lerchesgade 35, 5000 Odense

Bygherre: Bygningsstyrelsen

Totalentreprenør: NCC

Arkitekt: C.F. Møller Architects

Ingeniør: Moe

Størelse: 31.000 kvm, derudover 5.500 kvm kælder

Antal arbejdspladser: 1.600

Antal statsinstitutioner: Syv

Budget: 800 mio. kr.

Vinderholdet og Bygningsstyrelsen indgik kontrakt i juli på kontorhuset, som får seks etager og bliver cirka 31.000 kvm og får dertil 5.500 kvm kælder. 

– Vi ser frem til at gå i gang med denne banebrydende opgave med at opføre Bygningsstyrelsens nye kontor i Odense. Det er et vigtigt projekt i Odenses byudvikling og i særdeleshed et afgørende byggeri for udviklingen af nye bæredygtige løsninger i den danske byggebranche, siger direktør i NCC Danmark, Palle Bjerre Rasmussen, i pressemeddelelsen.

Med til at flytte branchen

Opgaven er blandt andet vundet på en arkitektur, der tilgodeser visionerne for området og inviterer både medarbejderne i bygningen og offentligheden til at bruge udendørsarealerne. 

Ud over krav til funktionalitet og fleksibilitet var et væsentligt krav til projektet i udbudsmaterialet, at de bærende konstruktioner skal udføres i træ.

– Ved at vælge en konstruktion med træ er Bygningsstyrelsen med til at flytte branchen, så det bliver mere naturligt at tænke på træ som et alternativ til de mere traditionelle byggematerialer som stål og beton, siger Palle Bjerre Rasmussen. 

I processen vil NCC trække på erfaringer fra den nordiske koncern, som over de senere år har opført flere markante byggerier af træ.

Livscyklus-beregningerne viser, at bygningens klimaaftryk med valget af træ over 50 år potentielt reduceres med cirka 30 pct. sammenlignet med en tilsvarende bygning opført i beton. 

Samtidig skal byggeriet indgå som testprojekt i afprøvningen af den nye frivillige bæredygtighedsklasse. 

Dertil kommer, at de nuværende lejemål i Odense, som de statslige arbejdspladser flytter fra, i dag ligger mellem 'E' og 'B' i energimærke, mens det nye kontorknudepunkt forventes at leve op til energimærke 'A2020'.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097