Der er mange steder, man kan starte historien om fabrikant og fødselar Flemming Nielsen.
Man kan starte her, nær karrierens afslutning, på VTI-stifterens 70-års fødselsdag, som han fejrer, præcist en måned efter han trak sig fra formandsposten og gav livsværket videre til næste generation.
AnnonceGør man det, er succesen det første, der falder i øjnene.
Over de seneste 50 år har den vestjyske tømrer opbygget en af Europas største limtræsproducenter, der er knopskudt til en koncern med i alt syv virksomheder.
- Det er det, jeg er mest stolt at. Både at vi har opbygget en virksomhed, der er så anerkendt som den er, men også at vi har skabt noget i det her lille lokalsamfund.
- I dag tror jeg faktisk, at der er flere mennesker, der pendler til Vinderup, end som pendler herfra, siger Flemming Nielsen.
Uddannet til livet
Selv foretrækker han dog at starte historien et andet sted. For det lå ikke i kortene, at Flemming, den yngste i søskendeflokken på seks, skulle drive det vidt.
- Jeg havde nok en drøm om at blive ingeniør. Men i folkeskolen fik jeg stemplet som den dumme dreng, og mine lærere mente ikke, at jeg var intelligent nok til en realeksamen, fortæller han.
De to år ændrede mit liv
Flemming Nielsen, stifter af VTI
Det stod derfor hurtigt klart, at Flemming Nielsen i stedet skulle gå i lære. Først valgte forældrene dog at sende ham på efterskole.
- De to år ændrede mit liv, siger Flemming Nielsen i dag.
For pludselig var der nogen, der så et potentiale i den unge mand. Nogen der troede på ham. Og måske var det i virkeligheden over en kasse med lakridser, iværksættertrangen i første omgang begyndte at røre på sig.
- I slutningen af mit første år kom forstanderen og spurgte, om ikke jeg ville styre efterskolens slikudsalg året efter. Det var sådan nogle ting, der gav mig modet til selv at gøre noget.
- På den måde blev jeg uddannet til livet, og på efterskolen blev jeg faktisk også opfordret til at tage en realeksamen.
Alligevel endte han med at gå tømrervejen (- Det var nok den vestjyske stædighed, lyder ræsonnementet godt 50 år senere), og allerede i løbet af læretiden fik han opbygget en biindtægt på at løse tømreropgaver efter arbejdstid.
Annonce
- Det var før jeg fik kørekort, så det var bare værktøjskassen på knæene og så afsted på knallert, husker Flemming Nielsen, der hurtigt fik smag for den mere selvstændige del af tilværelsen.
- Jeg kunne bestemme over min egen tid og tage de opgaver, jeg syntes, var spændende. Og der mærkede jeg virkelig den skabertrang, der var opstået i mig i de her fantastiske år på efterskolen.
Skulle kun have været syv
Blot et år efter han i 1975 fik sit svendebrev, startede han derfor egen tømrervirksomhed fra faderens lade nær Lemvig. Endnu et år senere blev han gift med Inga.
- Det var egentlig lidt tilfældigt, det lige blev i Vinderup, vi slog os ned i. Vi fandt en grund, hvor vi kunne bygge både et parcelhus og et værksted, fortæller han om det, der blev grundstenen til VTI.
Det var imidlertid ikke, fordi Flemming Nielsen dengang havde forestillet sig, at foretagendet skulle vokse sig så stort og forgrenet, som det siden gjorde.
- Faktisk havde jeg tænkt, at jeg ikke skulle have mere end syv ansatte, lyder det med et lille grin.
Alligevel kunne han ikke lade være at gribe de muligheder, der hen ad vejen viste sig. Og en håndfuld år efter opstarten mente Flemming Nielsen at have øjnet en særligt god en af slagsen.
- I 70’erne og 80’erne var fyrretræsmøbler jo det helt store hit, og egnen omkring Salling svømmede i møbelfabrikker, fortæller VTI-stifteren, der gerne ville være en del af eventyret.
AnnonceJeg tænkte, at hvis de andre kunne, så måtte der også være plads til mig
Flemming Nielsen, stifter af VTI
Derfor søgte han om egnsudviklingsstøtte, så tømrerværkstedet kunne udvides med limtræsproduktion, men fik afslag med den begrundelse, at markedet allerede var mere end mættet. Der skulle imidlertid mere til at afskrække Flemming Nielsen.
- Jeg tænkte, at hvis de andre kunne, så måtte der også være plads til mig. Så vi gik i gang alligevel, siger han.
- I dag er vi den eneste af fabrikkerne fra dengang, der har overlevet. Jeg tror, at afslaget betød, vi skulle kæmpe lidt hårdere, og det har nok fulgt os siden.
Et kongeligt håndtryk
VTI beskæftiger i dag omkring 120 ansatte, og når Flemming Nielsen skal forklare vokseværket, peger han på tre vigtige nedslagspunkter.
Det første kom med ansættelsen af hans storebror i starten af 1990’erne.
- Han havde solgt sin egen virksomhed og lidt i spøg sagde jeg, at han da kunne komme og sælge limtræ. Han anede ingenting om det, men to uger efter ringede han og sagde, at det ville han gerne.
Det blev startskuddet til et eksporteventyr, der på to år voksede fra ingenting til en omsætning på 80 mio. kr. Og som i 2005 kulminerede på Fredensborg Slot, hvor Flemming Nielsen fik overrakt Kong Fr. IX´s Hæderspris for fortjenstfuld indsats for Dansk Eksport.
Af prins Henrik og med to gravhunde valsende om benene.
- Hænderne var da noget våde af sved, og hjertet bankede lidt ekstra den dag, fortæller Flemming Nielsen.
For VTI-stifteren var hædersprisen ikke alene en blåstempling af det, han havde lavet hele sit liv. Det var også endnu en anledning til at tænke på de gamle folkeskolelærere.
- Jeg sendte dem en tak i tankerne. For selvom de sagde, at den dumme dreng ikke kunne klare en realeksamen, så kunne han noget andet.
- Og det var den manglende anerkendelse fra dengang, der virkelig havde givet mig lyst til at vise det, siger Flemming Nielsen.
AnnonceFarvel til fyrretræsmøblerne
Næste knappenål i VTI-historien placerer stifteren i årene før finanskrisen.
Her var eksporteventyret eskaleret i en sådan grad, at rammerne på hjemmematriklen Vinderup var blevet endegyldigt for små, og spaderne blev sat i jorden til en ny fabrik, der stod klar i 2000. To år inden fyrretræsmøblerne for alvor gik af mode.
- Vores markedsandel gik op, men omsætningen raslede ned. Og der stod vi med en helt ny fabrik.
For Flemming Nielsen blev det endnu en anledning til at trodse de umiddelbare omstændigheder.
- Jeg har et motto, som jeg har brugt i mange år: Når noget går galt, så sætter jeg mig hen i hjørnet og banker i gulvet. Men kun i 20 sekunder. Og hvad gør jeg så?
- Det, der har været, kommer aldrig tilbage, og så skal man have modet til i stedet at tænke nyt og anderledes, siger han.
Løsningen fandt man i vinduesindustrien, der den dag i dag fortsat udgør en pæn del af VTI's forretning, mens møbellimtræet igen er den største produktgruppe.
Tredje nedslagspunkt udpeger Flemming Nielsen i årene 2017-18, da han og Inga så småt kan at se pensionstilværelsen tegne sig forude.
Forankret i hjemegnen
På det tidspunkt er VTI knopskudt til en lille håndfuld virksomheder, og da spørgsmålet om fremtidssikring begynder at melde sig, vælger familien at samle alle virksomhederne under Mifa-Gruppen, som Flemming og Ingas fire døtre i samme ombæring overtager majoriteten af, mens forældrene beholder den bestemmende indflydelse.
Det samme sker i Mifa-Fonden, som parret samtidig opretter, og som skal sikre, at virksomhederne forbliver på familiens hænder og forankret i den vinderupske muld.
- Vi vil ikke risikere, at der kan komme en kapitalfond ind og overtage ejerskabet. Det kunne ødelægge virksomheden, og det ville være et hårdt slag for lokalsamfundet, som er meget vigtigt for os, siger Flemming Nielsen.
Annonce
Derfor er der med ejerkonstruktionen sat hegnspæle ned, så både fabrik og fondsmidler bliver i lokalområdet, og ægteparret har allerede ved flere lejligheder understreget det vestjyske engagement.
Da banken ikke ville låne nogle lokale ildsjæle penge til at bygge en padelhal, trådte familien Nielsen i stedet til, og i 2023 erhvervede fonden sig Rydhave Slot, der dannede ramme om Flemming Nielsens afgørende efterskoleår.
- Skolen ville aldrig kunne betale for den renovering, der er nødvendig, så vi købte det for at efterskolen fortsat kan eksistere. Måske tager det 20 år at få det helt op at stå, men vi er allerede godt i gang, siger Flemming Nielsen med tydelig begejstring i stemmen.
For det er lige netop det, der i dag giver den 70-årige tømrer og træfabrikant energi. At gøre en forskel, som Flemming Nielsen udtrykker det, og at se de frø, man har sået, vokse og blomstre til glæde for eftertiden.
- Inga og jeg er enige om, at man altid skal efterlade mere end man har modtaget til den næste generation. Men det er ikke kun et spørgsmål om penge.
- Det handler om at sætte et aftryk på den verden, man lever i, og det gør mig meget glad, at vi har fået den mulighed.
BREAKING