23948sdkhjf

Fra 1.400 kr. på kontoen til millionoverskud: Farstrup finder fodfæste og fremtidsudsigter

Det er knapt fire år siden, et nyt ejerskab overtog møbelvirksomheden Farstrup Furniture i fynske Søndersø og fandt den store støvekost frem.

I dag står den 111 år gamle virksomhed midt i en genrejsning, og ejerkredsen, der i 2018 måtte gå på sommerferie med små 1.400 kr. på firmakontoen, har fået hovedet oven vande og rettet blikket mod fremtiden.

– Sådan noget sker ikke fra den ene dag til den anden, men processen kører og nu er vi blevet lønsomme i stedet for at være tabsgivende, hvilket gør en verden til forskel, lyder det fra adm. direktør og medejer Steen Lyhne-Johansen.

Efter Farstrup i otte år kunne præsentere underskud i millionklassen, lykkedes det nye hold med COO Jan Andersen og Steen Lyhne-Johansen i front i 2018/19 med at vende skuden, og således har den fynske møbelvirksomhed netop kunnet offentliggøre sit andet regnskab med sorte tal på bunden i front for den fynske virksomhed.

– Sidste år var vi nærmest lige kommet ud på den anden side, men nu genererer vi penge og har også fået både en ny bankforbindelse og en kassekredit, fortæller Farstrup-direktøren og understreger, sidstnævnte ikke nødvendigvis skal i brug.

– Men det giver en tryghed, på samme måde som det gør, at vi nu har en gældfri virksomhed, lyder det.

Kontraktmarked var lukket land

Farstrup Furniture kom ud af regnskabsåret 2019/20 med en bruttofortjeneste på niveau med det foregående års, mens resultatet før skat blev doblet op til 2 mio. kr.

– Omsætningen er vokset mindre end forventet, og forklaringen findes primært i, at vi stort set mistede tre måneder af året, forklarer Steen Lyhne-Johansen.

Møbelproducenten henter omtrent halvdelen af sin omsætning gennem detailbutikker, mens resten hentes på kontraktmarkedet, og begge forretningsben led nogle hårde slag i foråret.

– I nogle måneder var det stort set umuligt for vores forhandlere at komme ind på landets hospitaler og plejecentre, som i høj grad udgør vores kontraktkunder, fortæller Farstrup-direktøren.

Og selvom virksomheden som størsteparten af landets møbelproducenter oplevede en opblomstring i sensommeren, var det ikke nok til at opveje for forårets tab. Hvor andre har kunnet skrue op for salget i onlinekanalerne, er Farstrup Furniture afhængig af salget i forhandlerbutikkerne.

–  Vores møbler er meget individuelle, og vi er stærke på de kundetilpassede løsninger, hvor vi har vores berettigelse, men det er omvendt en metier, der gør det svært at sælge online, forklarer Steen Lyhne-Johansen.

Revitalisering af en usexet niche

Det Farstrup, den nye ejerkreds overtog i 2017, var ifølge Steen Lyhne-Johansen en form for tidslomme, der trængte til nyt dagslys og en tur med støvekosten.

– Derfor er øvelsen i det store og hele at skabe en revitalisering, både indadtil og udadtil, forklarer direktøren.

Han peger på, at Jan Andersen, som er både COO og en del af ejerkredsen, på få år har effektiviseret produktionen og optimeret logistikken. Ligeledes har der på de indre linjer været fokus på at genrejse gejsten, blandt andet ved hjælp af simple greb som fælles fredagsmorgenmad og et større fokus på trivsel, mens et øget fokus på produktudvikling skal medvirke til at få Farstrup tilbage i kundernes bevidsthed.

På de indre linjer har der således været fokus på at genrejse gejsten, blandt andet ved hjælp af simple greb som fælles fredagsmorgenmad og et større fokus på trivsel, mens et øget fokus på produktudvikling skal medvirke til at få Farstrup tilbage i kundernes bevidsthed.

– I 2017 var vi stort set afskrevet af de store forhandlere på kontraktmarkedet, men i dag har vi leveret nogle rigtig interessante projekter på landets store sygehuse, fortæller Steen Lyhne-Johansen om de blomster, virksomheden altså allerede nu har kunnet høste af udviklingsarbejdet.

Og der skal skrues yderligere op for netop den del, slår Steen Lyhne-Johansen fast.

– Vi har nogle udviklingsprojekter i støbeskeen, og her satser vi fremadrettet på at arbejde med anerkendte designere, der skal turde udfordre os og tænke anderledes, lyder det.

En anderledes tilgang til design af de traditionelle funktionsstole, er nemlig afgørende, hvis man skal helt i mål med revitaliseringen af Farstrup, vurderer han.

– Vores branche er stadig lidt nichepræget, og på den ene side er jeg glad for, at vi ikke producerer skalstole sammen med en million konkurrenter, men omvendt kan man også sige, det er en lidt usexet niche, vi har med at gøre – til gengæld er den heldigvis i vækst, slår direktøren fast.

Farstrup Furniture A/S
mio. kr. 2019/20 2018/19
Bruttofortjeneste 14,3 14,0
Resultat før finansielle poster 2,2 1,2
Resultat før skat 2,0 1,0
Årets resultat 1,8 1,0
Balancesum 21,8 18,6
Egenkapital 12,2 10,2
Gns. antal ansatte 31 34
Regnskabsåret blev afsluttet 30. september 2020.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078