Skovhugger dømt i stor hvidvasksag
En 61-årig skovhugger fra Randers er blevet idømt seks måneders ubetinget fængsel og to års betinget fængsel for sin rolle i en sag om hvidvask af cirka 40 mio. kr.
Sagen drejer sig om, at manden i 2020 indvilligede i at lade en revisor oprette og administrere et firma i hans navn. Det viste sig senere, at revisoren var Bjarne Nørgaard Nielsen, der tidligere er dømt for hvidvask af 145 mio. kr.
Revisoren benyttede skovhuggerens firmakonto til omfattende hvidvask-aktiviteter med penge fra narkokriminalitet. Over 16 måneder fungerede den 61-åriges erhvervskonto som kanal for store pengebeløb, der enten blev sendt til udlandet eller hævet kontant.
Det skriver Erhvervplus.
Revisoren tilbød i 2020 hjælp til at oprette et skovhuggerfirma og klare de administrative opgaver. Det gik fint, indtil revisoren anmodede om at få lov til at gøre brug af kontoen. Til gengæld ville den 61-årige ikke blive opkrævet betaling.
Skovhuggeren har ifølge egne ord ikke forstand på økonomi og administration, og han var derfor ikke opmærksom på de kriminelle aktiviteter, der foregik på hans konto.
- Jeg var naiv og tilfreds med at få det, jeg kunne klare mig for. Hvis jeg havde haft mistanke om, at nogle af pengene kom fra narkokriminalitet, ville jeg aldrig have deltaget i det, sagde den 61-årige i retten.
Den dømte havde selv en meget begrænset rolle i den daglige drift og opnåede kun en beskeden økonomisk gevinst. Retten lagde vægt på hans manglende forudgående kendskab til kriminaliteten, og hans ustraffede fortid, hvilket medførte en delvist betinget straf. Desuden blev han frataget retten til at lede selskaber uden personlig hæftelse i to år.