Carl Hansen & Søn er ikke vant til underskud. Og slet ikke i den størrelsesorden.
Mellem 2008 og 2022 blev der præsenteret det ene overskud efter det andet - eventyret kulminerede med en samlet indtjening på omkring 200 mio. kr. de sidste to år af den imponerende årrække.
Nu er situationen en helt anden. Carl Hansen & Søn taber hele 33 mio. kr. efter skat i 2024.
Det skriver Fyens Stiftstidende, som har fået adgang til regnskabet før, det er blevet offentliggjort.
Underskuddet er dermed dobbelt så stort som året forinden. Det er samtidig det dårligste resultat i firmaets 115-år lange historie med møbelproduktion. Egenkapitalen er på grund af underskuddet dykket med netop 33 mio. kr. - nu er den på 317 mio. kr.
Direktør Knud Erik Hansen peger på uro i verden og lav købelyst som centrale årsager til de dårlige tal. Både det amerikanske og nordiske marked svækkede salget, samtidig med at store investeringer i blandt andet et nyt IT-system og udskiftninger i ledelsen har kostet på bundlinjen.
- Der er ingen tvivl om, at 2024 har været et hårdt år at komme igennem, men jeg er ikke typen, der sætter mig hen i et hjørne og hulker. Det handler om at sige til sig selv, at det nok skal vende, og det gør det. Vi har nået bunden, og nu bevæger vi os mod bedre tider, siger han.
Afskedigelser i top og bund
Medarbejderstaben er blevet halveret siden 2021, primært på selskabets vietnamesiske fabrik. Ved regnskabsårets afslutning var der 714 medarbejdere i alt - lidt over 500 har sin gang på den fynske fabrik.
Det øverste ledelseslag er ikke gået fri fra afskedigelser, da både driftsdirektøren og finansdirektøren blev skiftet ud i marts. Forinden var marketingsdirektør Morten Lauge Jensen blevet afskediget. Han blev erstattet af sønnen Morten Hai Hansen, som skal overtage den overordnede ledelse af virksomheden, når Knud Erik Hansen fratræder. Datoen er endnu ukendt, men det er blevet antydet, at det sker i slutningen af 2025.
Til Fyens Stiftstidende understreger topdirektøren dog, at der endnu ikke er sat en fast dato på, og at det muligvis først bliver i 2026.
En masse opkøb
På trods af modgangen har Carl Hansen & Søn også udvidet med opkøb af blandt andet Okholm Lightning og Getama.
Førstnævnte blev købt i juni 2024, og det var for at kontrollere egne forsyningskæder, at opkøbet blev foretaget. Okholm Lightning er specialiserede i skræddersyede belysningsløsninger til kontraktmarked.
Fremadrettet satser Carl Hansen & Søn netop på at blive en bredere livsstilsproducent med udvidet sortiment i deres globale showrooms. Det fortæller Knud Erik Hansen og nævner tæpper og glas som eksempler på genstande, der i højere grad bliver en del af sortimentet i møbelproducentens showrooms.
Carl Hansen & Søn har hjemme ved Gelsted på Fyn. Møbelgiganten står blandt andet bag produktionen af Wegner-klassikere.