Møbelgiganten fortsætter sin vækstkurs og leverer endnu en gang rekordomsætning i sit regnskabsår.
Jysk øgede sin omsætning med 11,8 procent til 46,3 milliarder kroner og solgte 12,8 procent flere enheder end året før. Væksten er ifølge en pressemeddelelse båret af prisnedsættelser. Samtidig har kæden udvidet sin tilstedeværelse med nye butikker i både Marokko og Uruguay.
– Jeg er meget tilfreds med vores omsætningsresultat for regnskabsåret 2024/25. Det viser tydeligt robustheden og styrken af vores Jysk-koncept i et detailmarked, der er under pres fra global usikkerhed og lav forbrugertillid, udtaler Rami Jensen, President & CEO i Jysk.
Kæden har åbnet 148 nye butikker globalt, herunder de første i Marokko og en franchisebutik i Uruguay. I alt blev der gennemført 303 butiksaktiviteter såsom flytninger, udvidelser og konceptopgraderinger. Det samlede antal kunder steg med 13,7 millioner.
– Ekspansion er en del af vores DNA, og vi har i år leveret rekordresultater, samtidig med at vi investerer i vores eksisterende og nye butikker, vores distributionscentre og ikke mindst konkurrencedygtige priser til vores kunder, udtaler Rami Jensen.
Jysk offentliggør den fulde årsrapport den 27. november 2025, hvor også indtjeningen for regnskabsåret vil blive præsenteret.