23948sdkhjf

Nystartet møbeldesign fortæller Shakespeare-historie

Børsens gamle sildebensparketgulv bliver til borde med historier.
Et 158 år gammelt sildebensparketgulv er det, den nystartede designvirksomhed Loudliving vil være: Lige så meget historiefortæller som møbeldesigner og producent.

Rasmus Greve fra Helsingør har handlet med træ inden for byggesektoren i 18 år, før han i efteråret startede officielt med Loudliving. Det er en forretning, der går på flere ben.

Dels er det en virksomhed, der leverer designydelser og medvirker i samarbejdsprojekter, og dels er det en producerende virksomhed med eget snedkeri.

Børsen-bordet, som er første skud på stammen, er lavet af sildebensparketgulv, som i 2014 blev taget op efter at have udgjort Børsens gulve siden midten af 1800-tallet. Det historiske guld indgår nu i et enkelt og moderne design.

- Det moderne Danmark blev skabt på det her gulv. Den handel, som skabte den rigdom, vi har. Det blev lagt da, Frederik den 7. lod Børsen overgå fra kongeeje til privateje, fortæller Rasmus Greve.

- Så det er lykkedes os at tage et bord og pakke det ind i en fantastisk historie, som er større end andres. Det er det, vi er gode til.

Og historiefortællingen fortsætter for Loudliving. Lige nu færdiggøres et lignende bord, som hedder Hamlet-bordet. Det præsenteres på en messe i Helsingør i weekenden.

23. april i år er det 400 år siden, at dramatikeren William Shakespeare døde. Hamlet, som af mange regnes som hans mest berømte skuespil, foregår ifølge værket på ”slottet i Helsingør”, som eftertiden har tolket til at være Kronborg Slot. I 1816 begyndte man at opføre Hamlet på Kronborg som markering af 200-året for Shakespeares død.

For Loudliving er det helt oplagt at forsøge at sælge Hamlet-bordet i London, og Loudliving arbejder aktuelt på at finde en salgskanal eller et udstillingssted.

- Bordet har fem ting, som London er kendt for. Det er design, finanscentrum, monarki, storytelling og mørkt træ. Det gør, at London er det helt rigtige sted at præsentere bordet, siger Rasmus Greve.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096