Møbelfabrikken har eksisteret i 88 år, men den seneste uge må have været en af de mest tumultariske.
Magnus Olesen er blevet begæret konkurs, reddet ud af skifteretten og har samtidig fået en ny international medejer ind i ejerkredsen.
Men bortset fra selve konkursen var forløbet en del af den plan, der var blevet arbejdet på gennem længere tid. Det fortæller Nils Knudsen, adm. direktør og indtil nu eneejer, til Wood Supply.
Annonce- Jeg har gennem det sidste år forhandlet med en stor europæisk koncern inden for vores branche. I fredags lykkedes det at indgå en aftale om, at de køber sig ind i selskabet, siger Nils Knudsen.
Helt præcist har parterne stiftet et nyt selskab, som køber aktiverne ud af det gamle. Den internationale koncern kommer til at eje 49 pct. af det nye.
- Det betyder, at vi er oppe at køre igen på onsdag, slår Nils Knudsen fast.
Han kan endnu ikke fortælle om, hvilken koncern der bliver medejer af den danske møbelfabrik fra 1937. Wood Supply vil sætte navn på medejeren, når det er muligt - sandsynligvis senere i dag, tirsdag.
Sælger til flere lande
Men direktøren afslører, at det er en "stor koncern", som agerer indenfor møbelbranchen.
Annonce- De har 400 forhandlere på det europæiske marked. Det gør, at det er et godt match for os, siger Nils Knudsen.
Møbelfabrikken sælger primært møbler til de skandinaviske forbrugere, men den nye medejer gør det muligt at sælge til flere lande.
- Det skandinaviske marked har været udfordrende de senere år, og jeg har derfor arbejdet for at få åbnet vores salg til Tyskland, Frankrig og Benelux-landene. Det bliver der mulighed for med denne aftale, og det giver os bedre mulighed for at afsætte vores varer og modstå de udsving, vi oplever i branchen.
Virksomheden har de senere år været sårbar overfor faldende valutakurser i Norge og Sverige. En presset forbrugertillid i Danmark har samtidig gjort det vanskeligt at skabe vækst.
AnnonceMagnus Olesen har de seneste år været ramt af økonomiske udfordringer. Sidste regnskab viste et beskedent overskud på 116.000 kr., mens det var røde tal, der blev præsenteret i de to forudgående.
| Regnskabsår | 2023/24 | 2022/23 | 2021/22 |
| Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
| Nettoomsætning | - | - | - |
| Bruttofortjeneste | 16,3 | 11,6 | 15,4 |
| Resultat af primær drift | 2,8 | -2,8 | -1,6 |
| Resultat før skat | 0,2 | -4,9 | -2,7 |
| Årets resultat | 0,1 | -3,8 | -2,1 |
| Balancestatus | 52,6 | 52,3 | 62,0 |
| Egenkapital | 16,9 | 15,5 | 17,8 |
| Antal ansatte | 30 | 40 | 48 |
| Kilde: CVR | |||
Treårsplan for vækst
Med medejerens indtræden er der lagt en treårsplan for, hvordan virksomheden skal øge sit salg markant. Planen bygger på to ben: at fastholde positionen i Skandinavien og samtidig udnytte medejerens netværk i de store europæiske markeder.
Annonce– De køber sig ind i virksomheden, fordi vi har en stærk designtradition og solide produkter. Dansk design står stærkt i udlandet, og vi ser store perspektiver i de nye markeder, siger Niels Knudsen.
Han understreger, at medejerens erfaring og ressourcer spiller en afgørende rolle. Den nye partner driver i forvejen to store produktionsvirksomheder med omkring 400 ansatte og har dermed både kapacitet og kendskab til branchen.
Konkursen, der kortvarigt truede virksomheden, beskriver Niels som et unødvendigt forløb. En aftale var ved at komme på plads med den nye medejer. Møbelfabrikken har været lukket siden konkursbegæringen 2. september, nu er fokus rettet mod fremtiden.
Annonce- Set fra virksomhedens perspektiv er det her det eneste rigtige, fordi det giver os et stærkere fundament, siger direktøren.
Nils Knudsen har ejet møbelfabrikken, der ligger i midtjyske Durup, siden 2013.


