En opsigtsvækkende sag om et forsøg på at sælge hemmelige papirer om Velux har tirsdag taget en ny drejning.
En tysk erhvervsmand, som for fem år siden nægtede at have forsøgt at sælge forretningshemmeligheder, erkender sig nu skyldig.
Det fortæller hans forsvarer, Stefan Reinel, i Retten i Helsingør.
- Min klient kan godt erkende, at han i samarbejde med (en daværende Velux-chef, red.) ulovligt forsøgte at videregive flere af Velux' forretningshemmeligheder til den konkurrerende virksomhed Fakro, siger advokaten.
Forretningshemmelighederne kunne have kostet Velux-koncernen mindst fem milliarder kroner, hvis de kom i konkurrentens hænder, vurderer Velux. Fakro afviste dog at købe dokumenterne.
Mødtes med konkurrent
I den oprindelige sag blev den tidligere Velux-chef i 2020 idømt to års fængsel, mens tyskerens sag blev afvist, fordi retten ikke mente, at den havde straffemyndighed til at dømme tyskeren, der havde begået forbrydelsen i udlandet.
Men det omgjorde landsretten i 2023 og sendte sagen retur til byretten, hvor tyskeren nu tilstår.
Forretningsmanden, der siden har rundet de 70 år, fortæller via en tysk tolk, at han 31. marts 2016 mødtes med en repræsentant fra Fakro, der er Velux' konkurrent på ovenlysvinduer.
Mødet fandt sted på Hotel Rio i den tyske by Karlsruhe. Med sig havde tyskeren et stykke papir under titlen "Firma Fakro". Det var angiveligt en slags menu over de forretningshemmeligheder, som Velux-chefen kunne skaffe.
Strategi, fabrikslukninger, ny vinduesteknologi og meget mere.
- Jeg gik ind i det her møde med en vis naivitet, og først efterfølgende blev jeg klar over, hvad vi egentlig sad og talte om, siger tyskeren tirsdag.
Da sagen var for byretten i 2020, forklarede han, at han deltog på mødet med Fakro af forretningsmæssige årsager. Han ville gerne have en opgave til det firma, han repræsenterede og også ejede en betydelig del af.
Den forklaring kommer han til dels stadig med tirsdag.
En million euro
Efter en pause, hvor han har talt med sin forsvarer, bliver han lidt mere klar i mælet.
Her svarer han bekræftende på, at han allerede på mødet i Karlsruhe var klar over, at der var tale om forretningshemmeligheder om Velux.
- Var det tanken, at det, der stod på listen, skulle sælges til Fakro?, spørger forsvareren.
- Ja, lyder svaret.
Han bekræfter desuden, at der blev krævet en million euro for dokumenterne. Et beløb, som under den oprindelige sag blev nævnt af et polsk vidne, som også deltog i mødet og var hende, som tippede Velux om sagen.
Ved dommen i 2020 fandt Retten i Helsingør, at begge tiltaltes forklaringer var "utroværdige", og erhvervsmandens var "til dels usammenhængende."
Den tidligere Velux-chef har anket dommen fra 2020. Ankesagen kommer for landsretten i oktober.
Både den tidligere Velux-chef og den tyske erhvervsmand er fortsat beskyttet af navneforbud.