Der har været skiftedag i bestyrelsen hos familieejede Vindunor i Hjørring.
Her har Henrik Stegenborg Andersen efter tre år forladt formandsposten, der er overtaget af tidligere Inwido-direktør Asger Drewes Jørgensen.
Ifølge ejerleder Henrik Sørensen er der tale om et skridt mod en større professionalisering af virksomheden.
- Vi står et sted, hvor vi er ved at bevæge os ind i en ny fase. En slags Vindunor 2.0, og derfor har der været brug for en lidt anden profil, forklarer han.
En kommerciel profil
De seneste år er virksomheden vokset eksplosivt både i antal kvadratmeter og antal ansatte, og dermed er flere nye poster kommet til internt i organisationen, hvilket har ændret behovet for kompetencer i bestyrelsen.
Ifølge Henrik Sørensen har den hidtidige formand været dygtig til at skabe et solidt fundament og en stærk struktur.
- Men nu har vi fået Lene (Ø. Larsen, red.) ind som forretningsudviklingschef, og hun er blevet det anker i dagligdagen, som vores formand var før, forklarer Henrik Sørensen.
Derfor gik han på jagt efter en mere kommerciel profil til formandsposten, og Vindunor-direktøren lægger ikke skjul på, at det føles som lidt af et scoop at få Asger Drewes Jørgensen med på holdet.
- Han har den helt rigtige kommercielle tilgang, en meget stor erfaring fra branchen og et kæmpe netværk, så at vi kan tilknytte sådan en profil, er en rigtig god mulighed, siger Henrik Sørensen, der selv har inviteret den tidligere Inwido-direktør indenfor.
- Jeg greb telefonen og spurgte, og vi skulle drikke en kop kaffe. Han havde hørt om os og syntes, vi lød interessante, og vi endte med at drikke et par kopper kaffe, og så kunne vi mærke, at der var et match, hvilket er enormt vigtigt, fortæller Henrik Sørensen.
 Den stigende grad af professionalisering til trods er de personlige relationer nemlig fortsat afgørende for den nordjyske vinduesfabrikant, der finder, at kemi og fælles værdier er en forudsætning for det gode samarbejde.
- Det betyder sindssygt meget for mig at sikre, at virksomheden er et godt sted at være. I min stol skal man huske, at det er Vindunors logo jeg arbejder for, og der er efterhånden rigtig mange medarbejdere og deres familier, der er afhængige af at få en løn og som har en tilknytning til fabrikken, siger Henrik Sørensen.
Ny strategi på vej
Og netop derfor er det på tide, at Vindunor går ind i fase 2.0, lyder ræsonnementet.
- Med den raketfart, vi har haft på, vil nogle nok sige, at vi i de første år har hvilet meget på nogle enkelte folk. Og det har nok også været rigtigt, siger Henrik Sørensen, der altså ser behov for at styrke fundamentet.
Derfor er en af Asger Drewes Jørgensens første opgaver i formandsstolen at medvirke til færdiggørelsen af den nye strategi, Henrik Sørensen efter planen kommer til at præsentere de omkring 200 ansatte for i løbet af de kommende måneder.
- Vi skal sikre, at den sidste mand på linjen også føler sig som en fuldstændig inkorporeret del af forretningen og ved, hvorfor vi er til og hvor vi skal hen, siger Henrik Sørensen, der gerne ser sig selv lidt mere overflødiggjort.
- Hvis jeg beslutter mig for at stikke på ferie i en måned, så skal der helst ikke være behov for at spørge om andet, når jeg kommer hjem, end om det var en god tur. Vi skal være en samlet enhed, og det tror jeg på, at vi bliver med den strategi, lyder det.
Hvilke elementer, den nye strategi består af, vil Henrik Sørensen endnu ikke løfte sløret for.
- Men den kommer til at hedde VIND28, fordi den strækker sig til 2028. Og så gemmer der sig selvfølgelig en hel masse forskellige punkter under de forskellige bogstaver, lyder det blot for nuværende.
Og også på bestyrelsesfronten er der mere nyt på vej. Her har Lars Møller nemlig også takket af efter tre år, og den tomme stol håber Henrik Sørensen, at den nye formand kan hjælpe med at få besat.
- Her har vi brug for en, der er produktionsmand helt til fingerspidserne, som kan være med til at optimere driften, og så er det rigtig fedt, at Asger kan være med til at kigge ud i netværket, siger han.
                



