Som direktørens søn kan jeg godt mærke, at der følger et særligt pres med. Jeg skal lægge en ekstra indsats hver dag.
Når jeg en dag skal tage over, kræver det, at jeg har noget at have det i. Det skal ikke bare være, fordi jeg er direktørens søn. I starten måtte jeg også arbejde for at vinde respekt, da jeg var helt grøn.
Det er naturligt, at jeg skal bevise mig, hvis jeg vil have samme opbakning som min far. Den får jeg kun ved at give den fuld gas hver dag. Jeg begyndte i en slags mesterlære med et halvt år i produktionen og har siden haft flere forskellige roller, inden jeg i juni sidste år startede som kommerciel direktør.
Jeg har altid været enormt interesseret i, hvad der foregik på fabrikken. Jeg var helt sikker på, at det skulle jeg være en del af, og jeg kunne også tydeligt se det store potentiale.
I første omgang mente min far, at tidspunktet ikke var det rette. Men da han og Christian Larsen, som han dengang drev Glaseksperten Vinduer og Døre med, i 2021 blev enige om at dele forretningen op, blussede min interesse for alvor op.
I december 2021 kiggede min far på os søskende og spurgte, hvem der ville være med, når Vindunor blev en selvstændig forretning.
Først spurgte han min søster, men hun sagde, at det ikke var nu. Hun havde et job, hun var glad for. Så vendte han sig mod min lillebror, men han ville gerne være ejendomsmægler. Til sidst kiggede han på mig. "Jeg starter den 3. januar," sagde jeg uden at tøve.
Samtalerne mellem min far og mig var begyndt lidt tidligere. Han vidste godt, at jeg ville være med, men han ønskede, at jeg skulle mærke efter, om det virkelig var det rigtige.
Nærmest i det øjeblik, opdelingen blev offentliggjort, sagde jeg mit daværende job op. Jeg ville hellere være med til at skabe det end at stå på sidelinjen og se til.
Tanken er, at jeg skal overtage direktørposten, når min far en dag træder af. Der er stadig lidt tid til, for hans energiniveau er utroligt højt. Jeg tror ikke, han ser sig selv gå hjem, sætte sig i sofaen eller bare spille golf. Han har alt for meget krudt i røven til at give forretningen fra sig endnu.
Det handler mere om, hvornår timingen er rigtig. At det bliver i familien, betyder ekstremt meget for ham. Han har været med til at bygge virksomheden op fra 20 medarbejdere til de over 200 ansatte, vi er i dag.
Det er først og fremmest hans hjertebarn, men det vokser også på mig og er ved at blive mit. Det er en helt særlig følelse, man mærker i et familiefirma.
Vores mentalitet ligner hinanden meget, og selvom vi ikke taler om generationsskiftet i det daglige, tror jeg, vi begge ved, hvordan vi skal gribe det an og få det eksekveret, når tiden er inde.
Vi tog en personlighedstest i forbindelse med en ansættelse. Der var én kategori, hvor vi adskilte os, men på alle andre punkter var vores profiler stort set ens.
Han er en meget bestemt og målrettet mand, mens jeg godt kan være mere afventende, lyttende og analyserende.
Han handler ofte mere instinktivt, hvor jeg gerne vil være helt sikker. Men det er også det, der har bragt virksomheden til, hvor den er i dag, for han har flair for at træffe de rigtige beslutninger. På de fleste andre punkter er vi ikke så forskellige.
Firmaet har altid fyldt i hjemmet. Det tror jeg, det gør i alle familier, hvor en af parterne er selvstændig. Med livet som selvstændig følger ofte lange dage og intense perioder. Både på godt og ondt, men heldigvis mest på godt.
Det har også været med til at forme min interesse for virksomheden. Inden jeg officielt startede i Vindunor, havde jeg været rundt i de fleste afdelinger. Jeg har brugt mange sommerferier på fabrikken, og min interesse er nok blevet forstærket af, at jeg har været en del af forretningen længe.
Min far og jeg taler meget om Vindunor. Det er kun naturligt. Vi kan sagtens tage en runde golf og tale om alt muligt andet som familie og børnebørn.
Men når man har en virksomhed af den størrelse og en så ambitiøs investeringsplan, er det klart, at den fylder meget. Hvordan skal vi gøre tingene i fremtiden? Hvordan skal vi forholde os til forretningen?
Der er masser af spørgsmål, og dem tager vi også op, når vi holder fri. Uden for rammerne kan det faktisk være lettere at tænke klart og holde tingene lidt på afstand.
Vi kan godt være uenige og have diskussioner, men vi lader det altid blive i mødelokalet. Det kan handle om, hvad der er det rigtige at gøre i et bestemt salg til en kunde, hvordan vi skal tænke nye produkter, eller hvordan en arbejdssituation bedst bliver løst.
Omvendt bruger vi også hinanden meget. Jeg rådfører mig med min far, men han rådfører sig også med mig.
Selvom jeg er kommerciel direktør, har jeg været igennem langt de fleste af positionerne i produktionen. Flere af de tiltag og investeringer, vi har foretaget, har jeg bidraget med input til, som er blevet taget med i overvejelserne. Men min fars knowhow og erfaring er uvurderlig.
Viden tilegner man sig undervejs, men mentalitet er noget andet. Det er ikke noget, man lærer på universitetet. Det er fint nok at lære analysemodeller, men man lærer ikke, hvilket beslag der skal bruges. Der er jeg heldig at have en god læremester.
BREAKING