23948sdkhjf

Dansk pallegigants nye 73-årige direktør: - Ro på, jeg skal ikke fortsætte

Nuværende bestyrelsesformand Peter Jensen har atter sat sig direktørstolen hos Dansk Træemballage A/S, men Jensen forsikrer om, at han snart rejser sig fra stolen igen

Torsdag i sidste uge kunne Dansk Træemballage A/S berette, at virksomhedens rimeligt nyansatte direktør ikke er direktør længere. Peer Leth hed korttidsdirektøren, og det blev kun til et år hos Dansk Træemballage. Leth er ellers ikke nogen letvægter. I 17 år har han stået i spidsen for Troldtekt før den stod på paller.

Ifølge Dansk Træemballages bestyrelsesformand og nye gamle direktør var farvellet til Peer Leth aldeles udramatisk og efter fælles overenskomst.

- Vi skiltes i god ro og orden. Det er den slags, der sker i større virksomheder, og det er så også sket her, siger Peter Jensen til WoodSupply.

Ny direktør inden sommerferien

Og nu sidder Peter Jensen i direktørstolen igen, og det er imponerende. Jensen er 73 år og blev en del af pallebranchen, da hans far i 1972 købte Haastrup Træemballage på Fyn. Træet til verdens første Europalle blev skåret i 1961, og således har Peter Jensen med et minus på 11 år været i branchen i hele Europallens levetid. 

Ligesom alle andre er vi i en ny tid. Og ligesom alle andre kæmper vi hver dag Peter Jensen, bestyrelsesformand og ny direktør for Dansk Træemballage A/S

Sidst Dansk Træemballage var på jagt efter en ny direktør, annoncerede virksomheden eftersøgningen i god tid. Det var 2020, og dengang sagde Peter Jensen, at en ny direktør skulle være ”et ordentligt menneske, og en der favner bredt.”

Der gik næsten to år, før den nye mand var fundet. Det var denne afsøgning, der førte til ansættelsen af ex-direktøren Peer Leth. 

Derfor er det naturligt at spørge den 73-årige Peter Jensen, om han tager et par år mere på direktørposten, indtil Peer Leths afløser er fundet. Det gør Peter Jensen ikke.

- Ro på. Jeg skal ikke fortsætte som direktør, men på den anden side har vi har ikke noget hastværk. Vi er en velkørende virksomhed. Min forventning er, at vi har fundet en ny direktør inden sommerferien, siger Peter Jensen. 

Virkelighed efter Corona-guldår

Det er gået forrygende for virksomheden de sidste par år, det gjorde det også i begyndelsen af Leths korte direktørperiode. I 2021 omsatte virksomheden for 1,37 mia. kr., og i 2022 steg omsætningen med yderligere 300 mio. kr., og samtidig var det året, hvor virksomheden leverede sit bedste resultat overhovedet. 

Over en kvart mia. kr. stod der på bundlinjen i 2022. Fra 2020 til 2022 voksede omsætningen med hele 67 pct.

Men det er blevet hverdag igen, og det lægger Peter Jensen heller ikke skjul på.

- Ligesom alle andre kan vi mærke, at vi står i en ny tid. Og ligesom alle andre kæmper vi hver dag, siger Peter Jensen om de nye markedsvilkår i emballagebranchen.

Den hverdag, Peter Jensen omtaler, er normalen efter de usædvanlige Corona-skabte markedsvilkår. Før Corona kostede en Euro-palle 65 kroner. I sensommeren 2021 kostede en Europalle 160 kroner, og i samme periode var Dansk Træemballage tvunget til at afvise kunder. Den tid er slut nu, og Peter Jensen har igen taget taktstokken for en kort bemærkning.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078