23948sdkhjf

Koryfæ stopper i brancheforening

- Træet skal have mere politisk taletid, mener den nyudnævnte frontperson hos Dansk Træforening

Efter knap et kvart århundrede skal medlemmerne af brancheorganisationen Dansk Træforening vænne sig til et nyt navn på formandsskiltet. 

Det står klart efter dette års generalforsamling 2. maj, hvor den nu forhenværende formand Carsten Rittig officielt trådte af efter 24 år på posten og mere end tre årtier i bestyrelsen. 

- Det er altid vemodigt, når man stopper med sit virke. Det er blevet til mange år i Dansk Træforening i en tid, hvor både branchen og foreningen har udviklet sig meget, men det er en stabil og velfungerende forening, jeg giver videre, fortæller Carsten Rittig til Wood Supply. 

Ifølge den afgående formand har kerneopgaven for Dansk Træforening været den samme, siden man fandt formaldehyd i spånplader tilbage i 1970'erne. 

- Det har været afgørende for foreningen at være tæt på myndigheder, når der udvikles rammevilkår og samtidig sikre klar kommunikation til medlemmerne. Den opgave har ikke ændret sig, selvom det måske handler om noget andet end formaldehyd i dag, forklarer han.

Carsten Rittigs afgang kommer i forlængelse af, at han i 2023 solgte familievirksomheden Krydsfiner-Handelen A/S til norske Fritzøe Nordic

Tarv over egeninteresser

I hans sted indtræder i stedet Morten Bergsten, der til daglig er bestyrelsesformand hos Bergsten Timber A/S, og desuden mangeårigt bestyrelsesmedlem hos den forening, hvor han altså nu kan sætte sig for bordenden. 

For ham er det "en stor ære" at overtage Dansk Træforening fra Carsten Rittig, der ifølge arvtageren har gjort det både "godt og ordentligt" som formand. 

- Jeg er så heldig, at jeg har siddet i bestyrelse med Carsten i næsten 20 år, så jeg ved, hvad jeg overtager. Han har altid formået at sætte foreningens tarv over egeninteresser, selvom vi alle sammen kommer fra hver vores forretninger og konkurrerende virksomheder. Den tilgang vil jeg naturligvis føre videre, siger Morten Bergsten til Wood Supply. 

Dansk Træforening

  • Danmarks brancheorganisation for træimportører, agenter og formidlere af træ. Foreningen samler såvel danske som udenlandske virksomheder med væsentlig import af træ til Danmark fra alle oprindelseslande.
  • Bestyrelsen består af: Morten Bergsten, formand (Bergsten Timber A/S), Jesper Harck (Stora Enso), Tonny Dalsgaard (DLH A/S), Camilla H. Thomsen (Keflico A/S), Bjarne Risør (Einar Risør Finérhandel A/S) og Morten Lind (Wennerth Wood Trading)

Kilde: www.trae.dk

Mere politisk taletid

Den nyudnævnte formand vil lægge vægt på en stærkere politisk interessevaretagelse for træbranchen og et øget samarbejde mellem de mange organisationer på træområdet i den kommende tid. 

- Det er vigtigt, at træet får mere politisk taletid. Der er mange organisationer omkring træet, men vi taler ofte med forskellige stemmer. Vi skal stå tættere sammen som en brancheenhed, hvis vi skal på den politiske agenda, siger han. 

Betyder det, at der skal være færre organisationer? 

- Det er for tidligt at sige. Men det kræver et tættere samarbejde, hvis vi skal stå stærkere politisk. 

Udover valget af Morten Bergsten blev også administrerende direktør hos Wennerth Wood, Morten Lind, valgt ind i bestyrelsen ved generalforsamlingen. 

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079