23948sdkhjf

Mellem krig og corona: Den danske møbelbranche rykker tættere sammen

Innovativ, hårdfør og omstillingsparat. Det er nogle af de ord, den nationale erhvervsklynge Lifestyle & Design Cluster på baggrund af en ny rapport hæfter på den danske møbelbranche.

Målet har været at tage temperaturen på branchen anno 2022, og gennem interviews med 29 virksomheder har klyngen opridset de tendenser, udfordringer og muligheder, der tegner sig i en hverdag efter corona og midt i en krig i Europa.

Rapporten, der blev præsenteret på erhvervsklyngens årlige møbelseminar d. 17. november, peger på den ene side på en branche, der oplever øget usikkerhed i form af en geopolitisk storkonflikt og en faldende forbrugertillid. Samtidig meldes om et særligt gå-på-mod og et større sammenhold, der kan være med til at løse en af de næste store udfordringer, nemlig udsigten til nye EU-krav om en mere klimavenlig produktion.

En fælles pagt

Ifølge rapporten er det imidlertid ikke kun de nye krav udefra, der giver anledning til at gå mere klimevenligt og cirkulært til værks i den danske møbelproduktion. Også Ruslands invasion af Ukraine har medført et større fokus på nødvendigheden af en acceleration af den grønne omstilling, da der ikke alene er klimagevinster at hente men på den lange bane også en øget forsyningssikkerhed.

Ifølge Betine Simonsen, direktør i Lifestyle & Design Cluster, peger meget således på, at de forestående udfordringer bedst kan løses gennem et sektorsamarbejde med fælles cirkulære målsætninger, der skal nedbringe branchens klimaaftryk.

– Etableringen af en form for møbelpagt kunne være det forum, som - i samarbejde med branchen - vil kunne drive, facilitere og gennemføre et fælles etisk kodeks og forpligtende målsætninger, så den danske møbelbranche i 2030 vil kunne kalde sig for verdens førende i forhold til en cirkulær møbelindustri, siger hun.

Tanken om mere samarbejde i en cirkulær retning blev på årets møbelseminar bakket op af Flemming Ib Windfeld, adm. direktør hos Holmris B8.

– Vi skal ikke vente på lovgivningen. Vi skal være foran, lød det fra Flemming Ib Windfeld, der gerne så, at branchen samlede viden og kræfter om at blive stærkere på cirkulær økonomi.

Du kan dykke ned i hele rapporten her

Om undersøgelsen

  • Rapporten er udarbejdet på grundlag af en undersøgelse, gennemført i perioden februar/marts 2022 som kvalitative interviews med 29 danske møbelvirksomheder og med opfølgende, uddybende interviews med 3 virksomheder i august 2022.
  • De deltagende virksomheder er: Boconcept, Bolia, Click’n Tile, Flexa, Fredericia Furniture, Furnipart, Gabriel, Hammel Furniture, Hoppekids, Houe, Innovation Living, Karup Design, Kvadrat, Kvik, Kvist, Magnus Olesen, Make Nordic, Menu, Oyoy, Paustian, Plus A/S, Skovby Møbelfabrik A/S, Søren Lund, TCM Group, Warm Nordic, We Do Wood, Wehlers, Woud.

Lifestyle & Design Cluster

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.057