23948sdkhjf

I produktion for første gang - nu kan du sætte dig i Piet Heins superellipse

Piet Heins velkendte superellipsebord, der blev sat i produktion i 1968, har en hidtil ukendt søster. Den er nu landet i favnen hos Sibast Furniture, der dermed føjer endnu en møbelarkitekt til porteføljen og for første gang nogensinde kan præsentere verden for multikunstnerens superellipse-stol.

– Piet Hein stolen har et evigt gyldigt formsprog. Den forener det grafisk stringente med det bløde og organiske udtryk, og den passer på den måde perfekt ind i vores kollektion, som overvejende består af stole designet af Helge Sibast. Piet Heins superellipsestol er helt sin egen, og den har et stort potentiale, i både køkken-alrum, kantiner og større forsamlingsrum, hvor der er behov for en let, stabelbar stol, forklarer Ditlev Sibast, adm. direktør og medindehaver af Sibast Furniture.

Ligesom det var tilfældet med Superellipsebordet var stolen næsten et årti undervejs fra den første spæde idé til det endelige møbel stod færdigt i 1968. Piet Hein, der var kendt for at arbejde med mange forskellige projekter på samme tid, har i udviklingen af stolen taget udgangspunkt i superellipsen - en form, som han oprindelig udviklede i forbindelse med den kombinerede plads og rundkørsel på Sergels Torg i Stockholm. Ved matematikkens hjælp fandt Piet Hein frem til en harmonisk geometrisk figur, som siden er blevet anvendt i flere sammenhænge.

Arving hilser nyt liv velkommen

En af de sammenhænge var altså stolen, hvor sæde og ryg er formet med udgangspunkt i superellipsen. Hos Sibast peget man på, at de slanke, dobbeltkrumme finér-skaller skaber et møbel i visuel balance og samtidig sikrer stor siddekomfort og bevægelsesfrihed.

Den superelliptiske stol står ifølge de nye rettighedshavere som et fint eksempel på Piet Heins måde at tænke form og funktion på, og skønt formgivningen blev fuldendt i 1968, fremstår stolen ifølge Sibast stadig frisk og moderne i sit udtryk.

Piet Heins søn, Hugo Piet Hein, der varetager sin fars designarv, har da heller ikke nogen forklaring på, hvorfor stolen aldrig tidligere har været i produktion.

– Piet Heins superellipsestol blev kun til en enkelt prototype, og det er den, der nu har været afsættet for den opdaterede model, fortæller Hugo Piet Hein, der tror, at stolens skæbne kan hænge sammen med, at Piet Hein netop havde så mange ideer og projekter i gang på samme tid.

– Min far har efterladt sig en sand skatkiste af tekster, skitser og prototyper, og det er altid en glæde, når nogle af de gemte og glemte designs får nyt liv, siger Hugo Piet Hein.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079