23948sdkhjf

Globalt stormvejr presser fynsk møbelvirksomhed

2024 blev et udfordrende år for den fynske møbelvirksomhed Cane-line, som mærkede konsekvenserne af verdensomspændende kriser og forsyningsproblemer

Cane-line er en global spiller. Fra det fynske hovedkontor styrer virksomheden salg til kunder i USA, Europa og Australien.

Produktionen finder sted i Indonesien og Litauen, mens nøglemarkeder som det amerikanske længe har været virksomhedens stærkeste kort. Den globale tilstedeværelse gør Cane-line sårbar over for geopolitisk uro, hvilket blev særligt tydeligt i 2024.

Cane-line oplevede en nedgang i aktiviteten. Det afspejles i resultatet før skat, der faldt fra 67,8 mio. kr. i 2023 til 60,7 mio. kr. i 2024. Ledelsen angiver, at forbrugernes tilbageholdenhed er en central årsag – en tilbageholdenhed, der ifølge direktør Brian Djernes skyldes global usikkerhed.

– Det har været en bumby road, og det er det stadig, siger Brian Djernes gennem sit køreanlæg i bilen.

CANE-LINE A/S
Regnskabsår 2024 2023 2022
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 88,9 95,4 169,9
Resultat før skat 60,7 67,8 127,9
Årets resultat 47,8 54,2 97,3
Egenkapital 82,4 74,4 120,4
Antal ansatte 47 50 54
Kilde: CVR

Han henviser dermed til den uro, der har præget markederne. 

Seks til 12 uger

I 2024 blev forsyningskæderne ramt af betydelige forstyrrelser, især på grund af Houthi-oprørernes angreb på skibsfarten i Det Røde Hav. Disse angreb førte til, at mange rederier valgte at omdirigere deres skibe syd om Afrika, hvilket øgede transporttiden betydeligt.

– Det tog pludselig tre måneder at få varer hjem i stedet for seks uger, siger Brian Djernes om udfordringerne.

Samtidig skabte stigende renter, høj inflation og usikkerhed omkring verdensøkonomien en generel tilbageholdenhed hos forbrugerne, som også var ved at vænne sig til tilværelsen efter coronatidens købsboom. 

Samlet set førte disse forhold til en aktivitetsnedgang hos Cane-line i 2024 – noget direktøren betegner som helt naturligt."

– De fleste kunder skal trods alt kun bruge én sofa, og så går der lidt tid, inden de skal bruge en igen.

Tilfreds på trods

Cane-line er ikke alene med disse udfordringer. Hele møbelbranchen står i en lignende situation, og den fynske møbelvirksomhed formår stadig at levere en solid indtjening i et presset marked. Dermed er det mindre væsentligt, at resultatet ikke helt matcher virksomhedens egne forventninger.

– Vi havde håbet på mere. Men mange har det svært, og når jeg kigger på, hvordan vi gør det i forhold til andre møbelvirksomheder, er jeg tilfreds. Vi tjener stadig penge, siger Brian Djernes.

Cane-line ser fremad med forsigtig optimisme og forventer i 2025 et resultat før skat i intervallet 50-70 mio. kr. Det svarer omtrent til niveauet fra 2024.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063