23948sdkhjf

High-end køkkensnedkere fylder showrooms med alternativer - kunderne vælger stadig én sort

Branchen fattes eg, og hvad gør man, når forbrugeren har kastet al sin kærlighed på en svært tilgængelig træsort? Det spørgsmål stiller de sig selv hos Garde Hvalsøe, hvor alternative træsorter de seneste år har fået en mere og mere fremtrædende plads i køkkensnedkernes showrooms.

– Vi startede allerede for en fire-fem år siden, og dengang var det faktisk ikke ud fra et bæredygtighedsperspektiv. Det handlede i højere grad om at finde en måde, vi kunne differentiere os på, og som møbelsnedker har man jo en forkærlighed for træ, så vi begyndte at prøve andre sorter af, fortæller Søren Lundh Aagaard, direktør og indehaver.

Derfor har sorter som Oregon pine og ask de senere år fyldt mere i udstillingen, men ifølge Søren Lundh Aagaard fylder de alternative træsorter stadig forsvindende lidt i ordrebogen.

– Efterspørgslen flytter sig ikke rigtigt. Trækket imod egetræ har været altdominerende på møbelscenen, og det har overdøvet folks lyst til og måske også mod til at prøve noget andet, forklarer Garde Hvalsøe-direktøren om den tendens, der efter hans vurdering har stået på i efterhånden et årti.

Øger trykket

At europæisk egetræ er i høj kurs, er altså ikke noget nyt fænomen. Emnet er imidlertid blevet højaktuelt, efter Ruslands invasion af Ukraine har accelereret den allerede voldsomme rift om egen og fået flere virksomheder til at råbe vagt i gevær.

Hos Garde Hvalsøe har man dog ikke oplevet problemer med at source, understreger Søren Lundh Aagaard.

– Vi har selvfølgelig en fordel i forhold til industrien, fordi vi opererer med nogle andre volumener, og en rigtig stor del af vores handel med savværkerne og underleverandørerne er relationsbåret - mange savværksejere spejler sig i højere grad i små, håndværksorienterede producenter, så de ringer tit til os, når de har fået noget godt ind, forklarer han.

Med produkter i den absolut høje ende af skalaen og priser, der starter på den gode side af 100.000 kr., tilhører Garde Hvalsøes kunder desuden et segment, der sjældent lader materialevalget afgøre af konjunkturer og knaphed. I bund og grund kunne Søren Lundh Aagaard og resten af holdet altså læne sig tilbage og lade kunderne vælge al den eg, de vil. I stedet går de en anden vej.

– Vi står over for en ombygning af Københavner-showroomet primo 2023 hvor vi skifter tre bærende dele ud med helt nye træsorter. Her får vi rødeg, ahorn og fyrretræ ind, og så har vi allerede ask og Oregon pine, fortæller direktøren.

Et ansvar for retningen

Selvom kunderne hidtil har vist sig lidet tilbøjelige til at købe ind på alternativerne, er Søren Lundh Aagaard nemlig ikke i tvivl om, hvem ansvaret ligger hos, hvis udviklingen skal vendes.

– Det er vores ansvar at drive det træk. Det er op til os som producenter at få bygget de møbler, der skal vise, hvor lækre andre sorter kan være – fordi vi i en branche, hvor det vigtigste råmateriale er træ, har et ansvar for, at det råmateriale bliver forvaltet på en ordentlig måde, slår han fast.

Og skønt Garde Hvalsøe-direktøren medgiver, at virksomheden endnu ikke er lykkedes med operationen, understreger han, at det er draget nogle nyttige erfaringer, der nu skal trækkes på.

– Jeg tror ikke, at vi har været gode nok til hele storytellingen omkring det. Den del arbejder vi mere bevidst med nu, og jeg tror også, at det spiller godt ind i hele bæredygtighedsdagsordenen, fordi man jo kan se nogle problematikker i forhold til skovningen, fortæller Søren Lundh Aagaard.

Derfor er ambitionen, at ordrebogen på sigt byder på en langt mere ligelig fordeling af diverse træsorter, og lykkes Garde Hvalsøe med anstrengelserne, kan effekten ifølge direktøren også komme de industrielle kon-kolleger til gode.

– Det er klart, at vi fra vores sted i markedet kan være med til at trække den udvikling og efterspørgsel. Det er typisk mod premium og super premium-segmentet, man kigger, og derfor er det også en position, der forpligter i en sammenhæng som den her, lyder det.

Se nøgletal for:
Læs mere om: Garde Hvalsøe
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.423