23948sdkhjf

Møbelproducent kæmper for livet efter årelangt underskud

Trods forbedringer i 2024 kæmper den bæredygtige møbelvirksomhed stadig med store underskud, voksende gæld og en negativ egenkapital på over fire millioner kroner

Takt står med en negativ egenkapital på over fire mio. kr., og revisoren peger direkte på, at der er væsentlig usikkerhed om virksomhedens fortsatte drift.

Det viser et nyt regnskab. 

Takt blev grundlagt for seks år siden med det noble formål at skabe miljøvenlige møbler.

Københavner-virksomheden ville nytænke måden at designe, bygge og sælge møbler på.

Bæredygtighed er et nøgleparameter i møbelproducentens virke, men det er endnu ikke lykkedes at skabe en bæredygtig forretning.

2024 endte Takt med et underskud på 3,8 mio. kr. – en forbedring fra 7,3 mio. kr. året før, men stadig et markant minus.

Direktøren hæfter sig ved, at det er lykkedes at halvere underskuddet.

- Det er en klar forbedring. Vi følger den plan, vi har lagt, og det er vi tilfredse med, siger Martin Qvist Lorensen, der er medstifter og overtog direktørstillingen i januar fra sin bror.

Milliontab over seks år

Siden virksomheden blev grundlagt i 2019, har Takt samlet set tabt 34,7 millioner kroner. Det viser en gennemgang af årsregnskaberne fra perioden 2019 til 2024, som Wood Supply har foretaget. Det langvarige underskud lægger sig som en tung ballast bag det fortsatte tab og den negative egenkapital.

Takt har haft intensivt fokus på at reducere omkostningerne på tværs af hele forretningen.

- Verden er forandret efter corona og krigen i Ukraine. Vækstraterne i vores branche har ændret sig, og det krævede, at vi tilpassede os. Derfor har vi lagt en ny plan, som skal gøre os profitable så hurtigt som muligt.

Har det betydet afskedigelser?

- Det har været en bred driftsøvelse, men ikke noget, der begrænser vores mulighed for vækst. Vi har forsøgt at gøre det så intelligent som muligt, så vi stadig har vækstpotentiale fremadrettet.

Orientering på generalforsamling

Møbelproducenten blev i december nødt til at afholde en ekstraordinær generalforsamling for at orientere ejerne om den negative kapital. Martin Qvist Lorensen har ikke nogen kommentarer til, hvad der blev drøftet på generalforsamlingen.

Orienteringen var en markant kontrast til året før, hvor egenkapitalen voksede – til trods for et underskud på over syv millioner kroner. Dengang blev det løst med en kontant kapitaludvidelse på lidt over ti millioner kroner.

Henrik Taudorf Lorensen ejer størstedelen af Takt. Han blev i marts bestyrelsesformand for gulvproducenten Dinesen og sidder i bestyrelserne for Matas samt Louisiana Museum of Modern Art.

Kontraktsalg er fremtiden

Møbelproducenten er, på trods af den økonomiske situation, optimistisk for fremtiden. Der budgetteres med positivt resultat i 2025 efter at have reduceret omkostningerne.
Takt vil fokusere på et specifikt forretningsben fremover:

- Det er vores kontraktsalg – det ene af vores to forretningsben, som vi startede med i 2019. Den del har haft positiv udvikling fra dag ét og er vokset kontinuerligt. Det er også her, vi fokuserer endnu mere nu og ser det største vækstpotentiale fremadrettet, siger Martin Qvist Lorensen.

- Vi har været heldige – eller dygtige, alt efter hvem man spørger – til at lande nogle stærke kontrakter med nogle af Danmarks største virksomheder. De køber ikke kun produkterne, men også ind i vores fortælling og vores måde at arbejde med miljø og transparens på. Det hjælper os meget i disse tider.

Takt har netop indgået et samarbejde med Holmris B8, der specialiserer sig i indretning af kontormiljøer. Det skal netop ses som en styrkelse af den del af forretningen.

- Vi har fælles kunder, så det giver rigtig god mening med et samarbejde – det er et godt match.

Øget gæld

For at sikre den nødvendige finansiering har Takt blandt andet optaget et konvertibelt lån på over 3 mio. kr. og har samlet set øget sin gæld fra 9,2 mio. kr. i 2023 til godt 10,1 mio. kr. ved udgangen af 2024. De likvide midler faldt samtidig fra 3,3 til 2,9 mio. kr.

Ledelsen fastholder i regnskabet, at virksomheden har en stærk markedsposition inden for bæredygtigt og cirkulært design, og at der er grundlag for langsigtet vækst. På kort sigt skal overlevelsen dog sikres gennem skarp omkostningsstyring, opbakning fra långivere og en positiv udvikling i salget til kontraktkunder.

Nu er spørgsmålet, om 2025 bliver året, hvor Takt formår at stabilisere sin økonomi – eller om likviditeten slipper op, før planerne kan bære frugt

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.066