Da Thomas Stephansen i januar 2025 overtog ledelsen af Mutebox, stod virksomheden med både økonomiske udfordringer og behov for nyt fokus.
Nu er han i gang med at genopfinde producenten af lydisolerede telefonbokse og møderum.
Det er også nødvendigt. Siden 2022 har Mutebox tabt omkring 17 mio. kr. Den Vejle-baserede virksomhed har dog en kapitalstærk ejer i ryggen, og nu skal den gøres til en etableret aktør i den danske møbelbranche.
- Jeg kom til Mutebox med 25 års erfaring fra design- og møbelbranchen. Min opgave er at tage virksomheden fra at være en start-up til at blive en designvirksomhed med en mere professionel struktur, siger Thomas Stephansen om Mutebox, der blev stiftet i 2019.
Mutebox
- Dansk design- og møbelvirksomhed med produktion i Vejle
- Udvikler lydisolerede telefonbokse og mødelokaler til kontormiljøer, som sælges i Europa
- John Bjerrum Nielsen er eneejer af Mutebox efter gradvist at have overtaget majoriteren siden 2022 fra de oprindelige stiftere
- Virksomheden blev grundlagt i 2019 og er kendt fra Løvens Hule
Helt nyt fokus
Den nye direktør har allerede sat en tydelig retning.
Mutebox skal væk fra den tidligere strategiske model, hvor virksomheden solgte enkeltstående bokse direkte til kunder, og i stedet satse på kontrakt- og projektsalg gennem forhandlere og partnere i møbelbranchen.
- Vi arbejder nu sammen med de største aktører i møbelbranchen. I stedet for at sælge enkeltstående bokse leverer vi 10, 20 eller 30 ad gangen via vores partnere. Det er langt mere effektivt og mindre omkostningstungt, forklarer Thomas Hyldelund Stephansen.
Samtidig er produktsortimentet udvidet med nye møbel- og akustikløsninger, der skal give Mutebox en tydeligere designprofil. Virksomheden sælger nu alt fra borde og vægmonteret designakustik til en specialdesignet stol. Der bliver desuden lanceret en Mutebox til otte personer i starten af det nye år.
- Alle produkter har fokus på at forbedre akustikken og arbejdsmiljøet, lyder det fra direktøren.
Selvom der er investeret i produktudvikling, er det ifølge Thomas Stephansen alligevel lykkedes at reducere de faste omkostninger med næsten 50 procent.
Nye materialer
Rebrandingen af Mutebox handler ikke kun om salg, men også om design og materialer.
De karakteristiske trælister, som prægede virksomhedens første produkter, er stort set væk. I stedet fokuserer Mutebox på nye tekstiler og et mere moderne udtryk, der passer til tidens kontorindretning.
– Trælister var populære for nogle år siden, men det er ikke nutidigt længere. I dag får vores et mere hjemligt og eksklusivt udtryk med tekstiler, fortæller han.
Samtidig har virksomheden investeret massivt i certificeringer. Senest har Mutebox opnået en international ISO-certificering.
- Det er en kæmpe milepæl for os. Når man har den certificering, spiller man i Superligaen – og man bliver relevant for arkitekter og større projekter, siger han.
| Regnskabsår | 2024 | 2023 | 2023 |
| Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
| Bruttofortjeneste | 5,6 | 9,1 | 4,6 |
| Resultat før skat | -9,8 | -4,5 | 0,5 |
| Årets resultat | -8,1 | -3,5 | 0,4 |
| Balancestatus | 14,3 | 23,0 | 18,2 |
| Egenkapital | 0,0 | 0,8 | 0,1 |
| Antal ansatte | 15 | 15 | 18 |
| Kilde: CVR | |||
Satser på bæredygtighed
Et centralt element i strategien er at gøre produktionen så bæredygtig som muligt.
Mutebox producerer i Danmark med et zero waste-princip, hvor overskudsmaterialer genanvendes hos ejeren John Bjerrum Nielsen A/S, der har specialiseret sig i CNC-træbearbejdning.
- Vi går langt for at give overskudsmaterialer nyt liv. Det gør produktionen dyrere, men vi tror på, at det på sigt er den rigtige vej. Mange af vores kunder skal selv kunne dokumentere deres klimaregnskab, og derfor betyder bæredygtighed enormt meget, siger Thomas Hyldelund Stephansen.
Efter et år med store forandringer og et underskud på 8,1 mio. kr. er direktøren stadig optimistisk. Ifølge ham holder Mutebox budgettet for de første seks måneder af det nye regnskabsår, og strategien begynder at bære frugt.
- Det vigtigste er, at de første seks måneder af regnskabsåret holder budgettet, og vi bliver bekræftet i, at vores strategi er rigtig. Det giver både tro og tillid - både fra vores samarbejdspartnere og fra vores bagland, siger han.




