PP Møbler ansætter erfaren møbelmand til ny direktørpost
Michael Schneider begyndte hos PP Møbler 15. maj.
Her blev han marketingsdirektør i en nyoprettet stilling. Ansættelsen markerer det sidste led i opbygningen af et strategisk ledelsesteam og understreger PP Møblers ambitioner om fortsat vækst og øget synlighed.
- Vi står i en spændende udvikling, hvor vi sætter øget fokus på markedsføring. Vi ønsker i højere grad at styrke vores brand og fortælle de gode historier om vores håndværk og den stolte arv, vi bygger videre på. Michael får en vigtig rolle i at skabe en mere tydelig og solid fortælling omkring PP Møbler, og vi ser frem til at få hans erfaring, netværk og blik for branding og kommunikation som del af holdet, udtaler Kasper Holst Pedersen, snedkermester og ejer af PP Møbler.
Michael Schneider har mere end ti års erfaring fra design- og møbelbranchen. De seneste syv år har han arbejdet som selvstændig rådgiver med fokus på strategisk kommunikation og branding i high-end designsegmentet.
Han bidrager til PP Møblers marketingindsats med erfaring fra udvikling og eksekvering af kreative kampagner. Det gælder alt fra internationale messer og produktlanceringer til fortællingsbaseret kommunikation og PR-arbejde.
Vil fortælle mere om sig selv
Michael Schneider har haft sin første dag på værkstedet i Allerød, hvor han har mødt teamet og er begyndt at sætte sig ind i virksomhedens fortællinger og fremtidige muligheder.
PP Møbler har som målsætning at træde ind i en ny fase, hvor virksomhedens fortælling, håndværk og værdier skal kommunikeres mere målrettet og effektivt. Det skal styrke den strategiske tilstedeværelse – både i Danmark og internationalt – og sikre, at PP Møblers snedkertraditioner når ud til et endnu bredere publikum.
Til Wood Supply fortalte Kasper Holst Pedersen allerede om planerne i september 2024.
- Selv i svære tider kan vi se, at der er en vedholdende interesse for dét, vi laver. Vi skal bare fortælle mere tydeligt, hvem vi er, sagde Kasper Holst Pedersen.
Du kan læse artiklen her, som også kommer ind på resultatet for 2023, hvor det blev til et resultat på 3,2 mio. kr.
Regnskabsår | 2023 | 2022 | 2021 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | 33,3 | 37,0 | 24,5 |
Resultat af primær drift | 5,1 | 7,3 | -1,0 |
Resultat før skat | 4,1 | 7,0 | -1,3 |
Årets resultat | 3,2 | 5,4 | -1,0 |
Balancestatus | 42,4 | 45,3 | 42,3 |
Egenkapital | 11,8 | 13,1 | 7,7 |
Antal ansatte | 58 | 65 | 59 |
Kilde: CVR |