23948sdkhjf

Erfaren retail-profil tager over efter stifter i Søstrene Grenes bestyrelse

Den 1. marts træder Fie Hansen-Hoeck ind i Søstrene Grenes bestyrelse, der dermed atter tæller fem medlemmer. Og det er en erfaren profil, den danske kæde med de store ambitioner har sikret sig.

Fie Hansen-Hoeck, 56, kommer med mangeårig erfaring fra blandt andet Salling Group, hvor hun i en årrække var underdirektør i Netto-kæden, og ifølge Søstrene Grene-direktør Mikkel Grene er hun lidt af et es at få på hånden.

– Med Fie får vi et meget erfarent bestyrelsesmedlem med relevante og tunge bestyrelsesposter bag sig. Hun kommer med en stærk værktøjskasse inden for retail og det rette mindset i forhold til godt købmandskab. Hun har mange spændende betragtninger og er generelt meget hands-on i sit forretningsperspektiv, udtaler han i en pressemeddelelse.

Et match på værdier

Han peger på, at Fie Hansen-Hoecks bestyrelses-CV tæller flere poster i ejerledede virksomheder og hun dermed kender dynamikken i en sådan, og det er direktørens forventning, at det nye medlem i bestyrelsen kan bidrage til såvel gode diskussioner som værdifulde input til den videre vækstrejse. Også Fie Hansen-Hoeck ser frem til at blive en del af familievirksomheden

Jeg har med stor interesse fulgt Søstrene Grenes digitale transformation de seneste år og har tænkt, at det kunne jeg godt tænke mig at være en del af. Søstrene Grene er en familieejet virksomhed med et stærkt DNA og et stærkt købmandsgen. Der er en stor parallel til min karriere i retail, og der er et godt match i forhold til, hvilke værdier vi mener, der skal ligge til grund for en forretning, lyder det fra det kommende bestyrelsesmedlem.

Pladsen i bestyrelsen har været ubesat, siden Inger Grene gik bort i maj 2021. Sammen med sin mand grundlagde hun i 1973 Søstrene Grene i Aarhus, og mens det i dag altså er parrets sønner Mikkel og Cresten Grene, der ejer og leder virksomheden, var Inger Grene aktiv i virksomheden og del af bestyrelsen helt frem til sin død i en alder af 87 år.

Fie Hansen-Hoeck

Fie Hansen-Hoeck har en lang karriere bag sig med flere direktørposter inden for retail, fødevarer og tech. Hun har mange års erfaring fra Salling Group, blandt andet som underdirektør i Netto-kæden igennem 12 år.

Sidenhen blev hun adm. direktør i ISO Supermarked med kædeansvar for 1300 medarbejdere. I 2015 stiftede hun food-tech virksomheden Fooducer.com, en BtB-platform for fødevarebranchen. På siden af en professionel bestyrelseskarriere stiftede hun i 2021 rådgivnings- og konsulentvirksomheden Producters.

Fie Hansen-Hoecks sidder i dag på formandsposten i den selvejende organisation Madkulturen. Derudover tæller bestyrelsesarbejdet poster hos Alm. Brand, Danske Spil, Softline Furniture, Fonden FairTrade Mærket samt Foreningen Fødevarebanken. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096