Regler spænder ben: - Træet burde fylde langt mere
På trods af et generelt fald i den samlede byggeaktivitet i Danmark er træ som byggemateriale i vækst.
Nye tal fra foreningen Træ i Byggeriet viser, at der i 2024 blev anvendt 1,3 mio. kbm træ i byggeriet. Det svarer til samme niveau som året før, men i et mindre marked. Andelen af træ i boligbyggeriet er samtidig steget fra 8 til 13 pct. siden 2019.
- Tallene viser tydeligt, at træ har bidt sig fast som et seriøst og mere udbredt byggemateriale – ikke mindst i et marked, hvor der bliver bygget mindre. Det er positivt, men vi ser også, at potentialet langt fra er forløst, siger Lauritz Rasmussen, sekretariatsleder i Træ i Byggeriet, i en pressemeddelelse.
Det er dog langt fra nok, mener han.
- Træet burde fylde langt mere, hvis vi skal i mål med byggeriets grønne omstilling, siger sekretariatslederen.
Dokumentationskrav bremser udvikling
Foreningen peger på, at øgede dokumentationskrav og skæv regulering, særligt på brandområdet, bremser den videre udbredelse af træ.
Blandt andet mangler der præaccepterede løsninger for biobaserede byggematerialer, hvilket ifølge Rasmussen øger omkostningerne og gør det sværere at vælge træ.

De kommende krav til byggeriets CO₂-aftryk, der træder i kraft 1. juli 2025, bliver hilst velkommen, men i træ-foreningen ønsker man et højere ambitionsniveau. Blandt andet ved at offentlige byggerier går foran med lavemissionsstandarder allerede nu.
- Det er et skridt i den rigtige retning, men ikke et særligt langt ét. 45 procent af byggeriet kræver en ændret byggeskik her og nu, og der er behov for at få de gode løsninger frem i lyset, og at vi som samfund går foran. Vi har teknologien og materialerne – nu mangler kun viljen, siger Lauritz Rasmussen videre.