23948sdkhjf

Rikke har overtaget køkkenkædes syddanske spydspids

Med åbningen af en ny Multiform-butik i gennemrenoverede lokaler i Kolding har køkkenkæden fået genetableret sin syddanske tilstedeværelse i en mere permanent konstruktion.

Kolding-butikken ejes og drives af Rikke Berg, der i forvejen ejer køkkenkædens butik i Odense, og med placeringen i den sydjyske købstad er flere større byer som Esbjerg, Sønderborg og Haderslev nu kommet inden for rækkevidde.

– Jeg er rigtig glad for, at vi nu endelig kan åbne butikken, for det er klart, at coronaen har gjort det vanskeligt at holde den oprindelige tidsplan. Vi mangler stadig at komme helt i mål med facaden, men den indvendige del og udstillingerne er på plads, og vi glæder os til at tage imod og vise vores kunder, hvad Multiform kan, siger en glad Rikke Berg.       

Også holdet til den nye butik er på plads, og tæller udover Rikke Berg, der fortsat vil have sit primære virke i Odense, indretningsdesignerne Line Riefensthal Carlsen og Jesper Kahr, samt Sofie Nygaard som vil arbejde på tværs af butikkerne i Odense og Kolding.

Et par hårde år i syd

Åbningen af den nye Kolding-butik sker, 14 måneder efter Multiforms seneste franchisetager i byen måtte kaste håndklædet i ringen og indlevere en konkursbegæring. Siden har kæden selv drevet butikken videre, da det ifølge adm. direktør Allan Meyer har været vigtigt at fastholde tilstedeværelsen i området.

–  Vi kan se et stort potentiale i region syd, så for at fastholde vores markedsandel og sikre, at der ikke er nogen kunder, der kommer i klemme, har vi valgt at gøre det på den her måde, fortalte direktøren i kølvandet på Kolding-konkursen.

Den fastholdelse blev ikke mindre vigtig, da Aabenraa-butikken blot tre måneder senere også gik konkurs og sendte kæden ud af Sønderjylland. Det gav imidlertid anledning til overvejelser på hovedkontoret, hvor strategien i syd blev rettet til.

 – Vi har foretaget en vurdering af køkkenmarkedet og det segment, vi arbejder i. Så er det nok for geografisk tæt at have en butik i både Kolding og Aabenraa, og vi har set på, hvordan vi fremadrettet kan have nogle gode og rentable butikker, fortalte Allan Meyer i marts sidste år.

Multiform har i dag 10 danske butikker, heraf fire sjællandske, en enkelt på Fyn samt fem jyske med Kolding som sydligste spydspids og Aalborg som den nordligste placering.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11