23948sdkhjf

Jarl designede en skranke og fik en skrub af-pris: Tager digitalt opgør med hul i hovedet

De første tanker til Stykka blev født, da Jarl Engelbrecht Vindnæs i sin tid som arkitekt havde tegnet en skranke.

– Det var sådan en rigtig lækker en til noget stort byggeri i indre København. Da jeg sendte tegningerne afsted, kom de tilbage med en pris, der lå 300 procent over budgettet.

For Jarl Engelbrecht Vindnæs blev oplevelsen endnu et et eksempel på det, han beskriver som en af branchens tydeligste pains.

– Jeg fik en skrub af-pris, men jeg fik aldrig nogen beskrivelse af, hvad jeg kunne have gjort bedre. Havde jeg vidst, hvad maskinerne ude på fabrikkerne var indstillet til, så havde jeg kunnet tage højde for det, men jeg havde ikke tilstrækkelig viden til at træffe de rigtige valg, forklarer han.

Et digitalt opgør med hul i hovedet

Det er en af grundene til, at Jarl Engelbrecht Vindnæs siden 2018 har gået og brygget på en lille revolution i en lagerhal i Glostrup. En anden grund er det iboende ønske om ”egentlig bare gerne at ville ændre verden”.

800 studieboliger overstået

Stykkas snedkerplatform har netop bestået sin første test i stor skala. Virksomheden har stået for at levere inventar til 800 studieboliger i Lyngby og Ballerup, hvor de studerende kommer til at sove i senge og kokkerere i køkkener af birkekrydsfiner.

– Sådan et projekt ville normalt blive lavet i Østeuropa, men når vi gør det på den her måde og så målrettet laver ting til produktion – alt skal være nemt at producere – så kan vi holde det i Danmark, fortæller Jarl Engelbrecht Vindnæs om projektet.

Sengemøblet alene indeholder skuffer, hylder, reoler og skabe, og består af ikke mindre end 598 elementer.

– Det mest bæredygtige produkt er selvfølgelig det, du aldrig køber, men det næstmest bæredygtige er det, der holder længere end dig. I dag laver vi byggerier, der står i mere end hundrede år, men alt det, vi fylder ind i dem, holder sjældent mere end ti. Det er hul i hovedet, og det er det, vi vil lave om på, forklarer Stykka-stifteren.

Løsningen på begge udfordringer håber han at have skabt med den digitale snedkerplatform, der er grundstenen i Stykka. Kort sagt er der tale om et digitalt designværktøj, der sætter designeren i stand til at træffe de rigtige valg ved så at sige at give feedback i realtid designprocessen igennem, så produktion, omkostninger og materialeudnyttelse kan optimeres.

Værktøjet er koblet op på en platform, der i dag er tilknyttet fire jyske fabrikker, og når designet er færdigt, er det bare at trykke ”print” – så bliver det spyttet ud et sted i Jylland.

Skal aldrig brændes af

Alle Stykkas produkter kommer med en qr-kode samt en digital tvilling, der betyder, at skulle enkelte dele gå i stykker, kan nye hurtigt ”genprintes”, og derved sikres levetiden, da et møbel og dets komponenter aldrig går ud af produktion.

– Træ er et fremragende materiale, fordi det fanger og holder på carbon, lige indtil du brænder det. Derfor vil vi gerne lave produkter, der aldrig skal brændes af, så det skal være nemt at reparere, og kunderne kan så sende de beskadigede dele tilbage til os, så de bliver i loopet, forklarer Jarl Engelbrecht Vindnæs.

Af samme hensyn til levetiden har virksomheden valgt, at alle produkter fremstilles i krydsfiner fremfor et billigere materiale som eksempelvis melamin, og således er den teknologiske tilgang ikke et spørgsmål om at få slutprisen ned gennem sparede mandetimer.

– Vi bruger tværtimod teknologien til at kunne købe dyrere ind, og fordi vi har effektiviseret processen, har vi råd til at træffe de gode valg på materialesiden, uddyber Stykka-stifteren.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078