23948sdkhjf

Inventar-startup skal sætte køkkener i 700 lejligheder

Blot et par måneder efter inventarvirksomheden Stykka løftede sløret for et nyudviklet køkken, er der kommet store ordrer i bogen. I juni kunne virksomheden berette om en trecifret millionordre fra PensionDanmark, og nu er der fundet fremtidige hjem til yderligere 700 køkkener.

I en pressemeddelelse oplyser Stykka, at man har indgået samarbejde med ejendomsselskabet Thylander om udskiftningen af køkkener i forbindelse med moderniseringen af mere end 700 lejemål i københavnsområdet.

Overhalingen sker som led i en større, bæredygtig modernisering af hele ejendomsselskabets portefølje, og ifølge Maria Sparby, Senior Asset Manager hos Thylander, har netop ønsket om en mere bæredygtig profil været afgørende for køkkenvalget.

– Vi oplever en stigende efterspørgsel på bæredygtige produkter, både fra vores kunder og lejere, og derfor var det oplagt for os at se hvad vi kunne gøre i forhold til mere bæredygtige inventarløsninger, forklarer hun.

Løsningen mener man altså at have fundet hos Stykka, der har bygget sin forretning op om en digital snedkerplatform. Den digitale tilgang har dels sikret, at virksomhedens køkkener er fremstillet med så optimalt et materialeforbrug som muligt, men også på driftssiden er der tænkt i digitalisering.

Det betyder, at Stykkas LoopKitchen er udstyret med en digital tvilling, altså en virtuel kopi af køkkenet der gør det nemt at holde styr på de enkelte dele, og som betyder, at reservedele nemt kan bestilles, hvis noget skal udskiftes. De udtjente dele sendes tilbage til Stykka, som sørger for at give dem nyt liv i andre produktioner og dermed mindsker spild.

– Bæredygtige løsninger er ikke længere et dyrt tilvalg, men en måde at spare tid og penge på. Derfor er vi stolte af, at et så prominent ejendomsselskab som Thylander Gruppen har valgt at tage næste skridt mod en grønnere ejendomsportefølje sammen med os, siger Jarl Vindnæs, stifter og adm. direktør for Stykka.

I stedet for at skifte hele køkkenet ud, kan Thylander derved forlænge produktets levetid ved kun at udskifte slidte eller beskadigede elementer, hvilket ikke alene gavner miljøet men også økonomien hos den driftsansvarlige.

– Det virkeligt interessante for os er bæredygtighed kombineret med billigere og mere effektiv drift. Ved at investere i bæredygtige produkter der kan vedligeholdes via Stykkas digitale platform, kan vi minimere miljøpåvirkningen og totalomkostningerne og derved forbedre afkastet af porteføljen. For os er det en win-win-win, siger Maria Sparby.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094