23948sdkhjf

Derfor sagde Søstrene Grene-brødre ja til at være reklamesøjle for bank

Hvis du ser TV2 eller TV2 News, har du måske lagt mærke til dem. De to Grene-brødre, der fortæller om familievirksomheden, som de er andengeneration i, i en tv-reklame for en bank.

Men hvorfor sige ja til at være reklamesøjle for sin bank, når man har travlt med at drive en international virksomhed med 244 butikker på 15 markeder?

- Det er ikke hver dag, man kommer på landsdækkende tv. Vi har takket ja til at medvirke, fordi det giver os mulighed for at vise noget af det, der foregår bag kulisserne i Søstrene Grene. Der sker rigtigt mange spændende ting i disse år, som vi er stolte af at kunne fortælle om, forklarer adm. direktør i Søstrene Grene Mikkel Grene.

- Godt at komme ud af sin komfortzone

Afsenderen er Sydbank, og for områdedirektør Torben Rasmussen giver indsatsen god mening.

- Det er første gang, vi har et så kreativt samarbejde med vores erhvervskunder. Normalt drejer vores samtaler sig om bankfaglige, investeringsmæssige og finansielle emner. Så den her proces har været langt fra normalen og hverdagen. Kun til det bedre, for det er jo godt at komme ud af sin komfortzone af og til, siger han og fortsætter: 

- Hele kampagnen gør det, vi gør til daglig – og som alle taler om – nemlig at sætte kunden i centrum. Samtidig har vi selv kun en diskret og underspillet rolle – også selvom vi betaler regningen. Jeg bliver hånden på hjertet rigtig stolt over, at vi er bank og rådgiver for sådan en dygtig virksomhed.

Også Grene-direktøren er ganske tilfreds med reklamen, der også fungerer som reklame for interiørkæden.

- Vi er glade for filmen og synes, det giver et godt indblik i, hvem vi er, siger Mikkel Grene, der efter en periode med midlertidigt nedlukkede butikker nu har sat gang i en ny vækststrategi, der skal hæve omsætningen med 50 pct. de næste 3 år gennem omnichannel, digitalisering, nye partnerskaber samt udvidelse og opgradering af butiksnetværket.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062