23948sdkhjf

Corona-restriktioner: Nye regler for byggecentre fra på tirsdag

Fremover bliver der ikke længere skelnet mellem dagligvarebutikker eller indkøbscentre

Regeringen lemper og forsimpler arealkravene til detailhandlen. Det betyder, at der fra tirsdag ikke længere er krav om tidsbestilling eller køsystem for store udvalgsvarebutikker såsom byggemarkeder.

Derudover bliver arealkravene fra tirsdag på tværs af detailhandlen gjort mere enkle. Dermed bliver der ikke længere skelnet mellem dagligvarebutikker, udvalgsvarebutikker eller indkøbscentre.

Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse fredag aften (09. april).

Detailhandlen får lavere arealkrav end tidligere. Det betyder eksempelvis, at store butikker over 10.000 kvm., der tidligere højst måtte have 250 kunder i butikken, nu får et arealkrav på 10 kvm per kunde.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) siger, at de lempeligere krav skal ses i lyset af, at det i forhold til coronasituationen går den rette vej i Danmark.

- Derfor kan vi nu blandt andet løsne arealkravene til vores detailhandlen. Det betyder mere liv i gågaden, men også at man som butiksejer eller kunde får lettere ved at gennemskue reglerne, siger han i pressemeddelelsen.

Det understreges i pressemeddelelsen, at tiltag for at begrænse smitte i detailhandlen fortsat gælder.

Det omfatter eksempelvis krav om at bære mundbind eller visir, og at lokaler er indrettet på en måde, så smittefaren minimeres.

De ændrede arealkrav vækker glæde hos interesseorganisationen Dansk Erhverv. For en normalisering er rykket tættere på, lyder det fra markedsdirektør Henrik Hyltoft.

- Regeringen har lyttet, og vi får endelig et gennembrud i forhold til at få åbnet til noget, som tilnærmelsesvis minder om normale vilkår.

- Og det er netop, hvad vi har sukket efter. Navnlig de store butikker har været hårdt ramt af de meget høje kvadratmeterkrav, siger Henrik Hyltoft.

Beslutningen om at lempe kravene er taget på baggrund af en vurdering fra sundhedsmyndighederne.

Indkøbscentre og stormagasiner med et areal på 15.000 kvm eller derunder kan åbne fra tirsdag. Dermed kan de nyde godt af de mere lempelige krav.

Læs faktarak om de nye regler her

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.064