23948sdkhjf

Designer vil crowdfunde cirkulær opskalering

Hos Skovlunde-baserede A Circular Design Studio bliver plastaffald til interiør og kunst. Nu søger designeren og iværksætteren bag projektet 100.000 kroner til at udvide produktionen og dermed mangedoble mængden af genanvendt plast.

Andreas Zacho, der står bag A Circular Design Studio, har hurtigt fået succes med sine fade og sofaborde skabt af genbrugsplast. Endda så meget at iværksætteren ikke længere kan følge med efterspørgslen, og han søger derfor midler til at udvide sin kapacitet.

–  Vores produkter har fået en virkelig varm modtagelse, siden vi startede for snart et år siden. Vi kan ikke længere følge med, så nu må det være tid til at udvide. I øjeblikket genanvender vi 300 kilo plastik om måneden, men hvis crowdfundingen lykkes, som jeg håber, den gør, skal det tal til at hedde 1400 kilo, forklarer Andreas Zacho i en pressemeddelelse.

Håbet er, at han i løbet af tre uger lykkes med at rejse 100.000 kr.

Gamle shampooflasker og kabelrør

Der er mange forskellige kilder til de produkter, Andreas Zacho sender ud fra værkstedet i Skovlunde. Alt fra gamle shampooflasker til rester af elektrikerens kabelrør indgår i det melerede eller marmorerede design, hvor hvert produkt er unikt.

–  Plastik er et materiale, der giver en hel verden af muligheder, når det kommer til form, farve og funktion, mener Andreas Zacho, der håber, at han og designstudiet kan bidrage til at lære flere om, hvordan man kan arbejde for endnu mere genanvendelse. Som en del af udvidelsen, vil man også etablere et undervisningslokale, som ifølge Andreas Zacho skal bruges til at uddanne skoler såvel som virksomheder

–  Vi har udviklet en ny produktionsmetode, der gør brugen af genbrugsplastik tilgængeligt for alle og ikke kun de store virksomheder. Ved at lære både børn og voksne om genanvendelsen, kan vi nemmere udbrede brugen af genbrugsmaterialer og i endnu højere grad hjælpe miljøet i den rigtige retning, fortæller han.

Et fælles projekt

Der er en særlig grund til, at Andreas Zacho vælger crowdfunding i stedet for at gå i banken, for projektet skal gerne være med til at engagere sine investorer, uddyber design-iværksætteren:

–  Det er et fælles ansvar at arbejde for mere genbrug af plastik. Når man crowdfunder, bliver fællesskabets effekt tydelig, for det er hele kernen i konceptet. Det er derfor, jeg synes, at det er det helt rigtige sted at starte.

Andreas Zacho fortæller, at bidragsyderne - til gengæld for deres investering - kan vælge mellem en række designs fra virksomheden, som selvfølgelig er lavet i 100 pct. genbrugt plast.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109