23948sdkhjf

Carl Hansen & Søn fortsætter kurs mod milliarden

På ti år har den fynske producent af møbelklassikere Carl Hansen & Søn mere end femdoblet omsætningen.

Det viser det årsregnskab for 2019, som Carl Hansen & Søn senere i dag præsenterer med den højeste toplinje i virksomhedens 112-årige historie. Omsætningen for 2019 landede på DKK 673 mio., og blev dermed 7 pct. større end det foregående års, mens årets overskud endte på 36,6 mio. kr.

– 2019 har været et historisk godt år for Carl Hansen & Søn. Vi sætter ikke blot omsætningsrekord for tiende år i streg, vi kommer ud med det højeste resultat nogensinde. Det viser ikke blot, at der fortsat er en stigende efterspørgsel og interesse for vores danske møbelklassikere og håndværk i verdensklasse men også, at vores virksomhed er skruet fornuftigt sammen. Jeg er meget stolt af at vækste i en tid, hvor konkurrencen er meget stor, siger Knud Erik Hansen, adm. direktør og tredje generation i spidsen for Carl Hansen & Søn, i en pressemeddelelse.

Vækst ude og hjemme
Carl Hansen & Søn er i dag til stede på 59 markeder verden over, og ude såvel som hjemme er efterspørgslen på de fynsk producerede designklassikere for opadgående.

– Ordrebøgerne har været godt fyldt op det seneste år, og vi er tæt på at eksportere tre fjerdedele af vores solgte varer. Særligt væksten i Asien var skelsættende, hvor vi i eksempelvis Japan vækstede med 16 procent. Vi behøver faktisk kun kaste blikket mod vores sydlige nabo, Tyskland, for at se den stigende efterspørgsel. Her oplevede vi en imponerende vækst på 68 procent. Det er dog ikke kun ude i verden, at der er bud efter vores produkter: I Danmark oplever vi fortsat en solid fremgang, hvilket også har betydet, at vi ansatte adskillige nye medarbejdere i 2019, siger Knud Erik Hansen.

Også Carl Hansen & Søns flagskibsbutikker havde omsætningsfremgang på samtlige markeder.  

– Der er en enorm interesse for vores butikker, og det giver merværdi til kunderne, at de kan opleve møblerne på egen hånd og høre historien om designet, materialet og udførelsen. Vi oplever, at det har en afsmittende effekt på alle de forhandlere, der sælger Carl Hansen & Søn, når vi åbner en flagshipstore. I 2018 åbnede vi fire nye butikker i London, San Francisco, Stockholm og Osaka, og der er virkelig kommet fut under kedlerne i de butikker i 2019, siger Knud Erik Hansen.

Han kan desuden allerede nu løfte sløret for, at Carl Hansen & Søn planlægger at ekspandere med flere nye butikker I 2020, blandt andet i Paris.

En turbulent tid
Mens årets første kvartal tegnede historisk godt for Carl Hansen & Søn, står den danske møbelproducent ligesom resten af verdens virksomheder nu midt i epicenteret af en global corona-krise. På nuværende tidspunkt er det for tidligt at spå om, hvad krisen konkret får af betydning for Carl Hansen & Søn, men Knud Erik Hansen forholder sig optimistisk:

– Carl Hansen & Søn er heldigvis godt rustet til denne situation. Vi har gennem flere år optimeret og investeret massivt i forretningen, og vi har i de første måneder af 2020 oplevet et historisk godt salg. Desuden giver det imponerende resultat fra 2019 et solidt fundament at stå på, siger han og fortsætter:

– Vi er naturligvis ikke immune over for en krise som denne, og det vil selvfølgelig få betydning for os,

om krisen fortsætter i én måned eller i fem måneder. Jeg er dog sikker på, at vi nok skal komme ud på den anden side i god behold.

Forventer fortsat vækst
Carl Hansen & Søn forventer fortsat vækst på alle markeder i de kommende år, og ambitionen om at nå milliardmilepælen inden for en overskuelig årrække er intakt.

– Jeg har store forventninger til 2020, både i Danmark og på vores udenlandske markeder. Hvis vi kigger fremad, vil jeg på trods af corona-epidimien gerne tillade mig at være optimistisk. Maskinerne kører og ordrebøgerne er fortsat godt fyldt op, siger Knud Erik Hansen og fortsætter:

– Jeg er overbevist om, at den rekordstore efterspørgsel, vi oplevede i starten af året, også er en indikator på, at vores forretning er sund på den lange bane, og jeg tror på, at der fortsat vil være stor sult efter unikke danske designklassikere. Derfor forventer jeg også, at vi fortsat oplever fremgang i 2020.

 

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172