23948sdkhjf

Staten har udbetalt lønkompensation for 2,7 milliarder

Ifølge tal fra Erhvervsministeriet er der ansøgt om lønkompensation for 150.000 ansatte, og der er udbetalt 2,7 milliarder kroner fra ordningen.

Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

- Det er rigtig godt at se, at over halvdelen af de virksomheder, der har søgt om hjælp for at undgå at fyre deres medarbejdere, allerede på nuværende tidspunkt har fået pengene til udbetaling.

- Jeg ville selvfølgelig gerne have haft, at alle virksomheder kunne få pengene med det samme, men vi har modtaget 80.000 ansøgninger på tværs af alle ordningerne, og det tager tid at behandle, skriver erhvervsminister Simon Kollerup (S) i pressemeddelelsen.

Ifølge ministeriet har 25.000 virksomheder søgt om lønkompensation, og omkring 14.500 har fået udbetalt penge eller modtager dem inden for de kommende dage.

Lønkompensation er en af de hjælpepakker, som Folketinget har vedtaget for at hjælpe virksomheder igennem coronakrisen.

Ordningen gælder for private virksomheder, der står over for at varsle afskedigelser for minimum 30 procent af medarbejderstaben eller mere end 50 ansatte.

Statens bidrag til lønnen er op til 30.000 kroner per måned per medarbejder. Virksomhederne skal dog også dække en mindre del af lønnen selv.

Andre politiske hjælpepakker dækker dele af omsætningstab og faste omkostninger for selskaber.

Der har dog været en vis ængstelighed i erhvervslivet over, at selv om der var søgt, så var der ikke kommet penge fra staten endnu.

Det kan være kritisk, da det snart er den første i måneden, hvor selskaber skal afregne en række udgifter som løn og husleje.

Det er Erhvervsstyrelsen, der står for at behandle ansøgninger om hjælp til at betale løn.

- Jeg har ikke for nuværende noget at udsætte på Erhvervsstyrelsens håndtering, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) til Ritzau.

- Det har været en forfærdelig succes forstået på den måde, at vi nok helst havde været det foruden, at vi overhovedet kom i en situation, hvor det var nødvendigt at lave en lønkompensationsordning, siger han.

Ministeren er tilfreds med, at det er lykkedes at få udbetalt så mange penge allerede nu.

- Når pengene så kommer inden for meget kort tid, vil man opleve det som en saltvandsindsprøjtning, der forhåbentlig kan holde de fleste næser oven vande, siger han.

Ministeren glæder sig samtidig over, at ordningen om lønkompensation er med til at mindske ledigheden. Indtil videre gælder ordningen frem til og med 8. juli.

Det er stadig for tidligt at sige, om den bliver forlænget.

- Det kommer an på udviklingen. Jeg håber ikke, det bliver nødvendigt at forlænge den. For forlængelse er et udtryk for, at vi stadig befinder os i en dyb sundhedsmæssig og økonomisk krise, siger Peter Hummelgaard.

/ritzau/

Artiklen er en del af temaet Corona-virus.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125