Dansk produceret træ – især certificeret – er i stigende grad en mangelvare.
Det sætter pres på den danske træ- og møbelindustri. Nu advarer brancheforening om, at Danmark kan miste både arbejdspladser og klimamuligheder, hvis ikke en kommende skovplan sikrer stabil forsyning af bæredygtigt træ.
- Vi risikerer at stå i den paradoksale situation, at Danmark planter mere skov, men samtidig i en overgangsperiode mister adgangen til det træ, vi skal bruge til byggeriet, møblerne og de produkter, der netop kan reducere CO2-udslippet. Det kan betyde at danske savværker må lukke. Derfor har vi brug for en skovplan, der tænker klima, natur og træproduktion sammen, udtaler Tanja Blindbæk Olsen, branchedirektør i Træ- og Møbelindustrien, i en pressemeddelelse.
Kun 20 pct. fra danske træer
Den Grønne Trepart har besluttet at rejse 250.000 hektar ny skov frem mod 2045. En historisk satsning, der kan trække CO2 ud af atmosfæren og styrke biodiversiteten.
Men ifølge Træ- og Møbelindustrien (TMI) er det afgørende, at skovplanen også sikrer en stigende selvforsyning af dansk gavntræ, frem til vi kan høste fra de nye skove. I dag dækker Danmark kun knap en femtedel af sit forbrug.
– Hvis vi fordobler selvforsyningen, kan vi både skabe flere danske arbejdspladser og gøre en reel forskel for klimaet. Træ binder kulstof i årtier, når det bruges i byggeri og langlivede produkter – og det er klimamæssigt bedre end at importere træ fra et presset verdensmarked, udtaler Jørgen S. Skriver, direktør i Norlund A/S og formand for Træ- og Møbelindustrien.
Risiko for at sakke bagud
Organisationen foreslår blandt andet en klar rollefordeling mellem nye og eksisterende skove, fordobling af selvforsyningsgraden frem mod 2075, certificering af større skovarealer senest i 2030 og enklere regler for skovrejsning.
Ifølge TMI kan Danmarks nuværende kurs føre til øget afhængighed af usikre importmarkeder, hvor både krigen i Ukraine og øget kinesisk efterspørgsel allerede har skabt pres.
– Danmark har sat høje klimamål, og vi skal bruge mere træ i byggeriet med de nye klimakrav i bygningsreglementet. Derfor er der brug for handling nu, så vi kan udnytte potentialet i både klima og industri, udtaler Tanja Blindbæk Olsen.