23948sdkhjf

Efter konkursen: Atbos nye strategi hviler på tre ben - og en stol

Udefra set er det mest iøjnefaldende ved Atbos transformation udvidelsen af produktsortimentet. Måske til dels fordi man i showroomet på den mondæne Bredgade i indre København som det første mødes af den næsten mandshøje Cocoon-stol i fransk flet, der med al tydelighed viser, at den tidligere reolproducent ikke længere holder sig til reolerne.

Alligevel er det et andet sted, Peter Mondrup starter, når han skal fortælle, hvad der er sket i det år, der er gået, siden han i fællesskab med Sebastian Gubi overtog det konkursramte At-bo Furniture.

– Først og fremmest har vi ændret produktionssetuppet markant, lyder det fra direktøren, der tidligere har stået i front for Gubi.

Kernen i Atbo er stadig de fingertappede reoler i massivtræ, men det seneste år er et helt nyt univers blomstret op omkring de klassiske reoler.
Foto: Atbo

Hvor Atbo før fremstillede de fingertappede massivtræreoler på eget snedkeri i Havdrup mellem Køge og Roskilde, har man nu rykket både ansatte og maskiner til et snedkeri på Falster.

– Det har faktisk højnet kvaliteten, men det har også givet os mulighed for konstant at udvide repertoiret, fortæller Peter Mondrup om det samarbejde, han betegner som et joint venture. 

Konkursen i Atbo

Reolproducenten At-bo Furniture blev erklæret konkurs i januar 2019. Forud for konkursen gik en fejlslagen eksportsatsning, der skabte likviditetsproblemer for virksomheden.

Efter konkursen modtog kurator mere end 30 henvendelser fra interesserede købere, men det blev Peter Mondrup og Sebastian Gubi der vandt den endelige budrunde og i slutningen af februar 2019 overtog At-bo Furniture for en ikke oplyst pris.

Atbo blev oprindeligt grundlagt i 1967 under navnet At-bo Reolen, og har alle årene produceret fingertappede massivtræreoler på dansk grund.

Et joint venture, der desuden og ikke mindst sikrer møbelproducenten evnen til at skalere op i volumen. Som Peter Mondrup ser det, stod det nye ejerteam nemlig med tre primære udviklingsdilemmaer, da de sidste februar købte forretningen.

– Dels skulle vi holde fast i den høje kvalitet, dels skulle vi arbejde konstant med produktudvidelse og endelig var det vigtigt at sikre, at der kan komme noget volumen på, forklarer han.

En længe ventet relancering
Med det nye snedkerisamarbejde kunne Mondrup og holdet altså sætte kryds ved kvalitet og volumengaranti, og det betød tid til at arbejde koncentreret på næste punkt på dagsordenen: en udvidelse af sortimentet.

– Vi gik ret hurtigt i gang med at opdatere vores eksisterende produkter, så vi har blandt andet lanceret nye fletlåger og skuffer, topplader i marmor og understel i både træ og metal, fortæller Peter Mondrup, der oplevede, at den del af forretningen havde været forsømt i en årrække.

At det var et rigtigt træk, er han siden blevet bekræftet i af såvel nye som gamle kunder, der har taget godt imod det opdaterede udtryk, og som ifølge Peter Mondrup i høj grad efterspørger eksempelvis det nye understel fremfor den gamle reolsokkel.

Atbo har lanceret nye produkter, men den eksisterende portefølje har også fået en opdatering, blandt andet med låger i flet og nye, lette understel.
Foto: Atbo

Møbeldirektøren understreger flere gange, at grundproduktet på intet tidspunkt har fejlet noget. Atbo har alle dage været en kvalitetsreol, lyder skudsmålet, og derfor har det for Peter Mondrup ikke handlet om at ændre ved selve kernen. Det har mere været et spørgsmål om at præsentere produkterne i et opdateret miljø, forklarer han om den proces, der for nyligt kulminerede i Atbos relancering på årets Stockholm-messe.

– Det har føltes som et meget langt tilløb, siger han med et grin, men han er ikke i tvivl om, at det har været tålmodigheden og benarbejdet værd.

– Vi har taget os tid til at få vores udviklingsprojekter i havn, og det var en virkelig, virkelig vellykket messe, hvor alle nyheder blev taget rigtig godt imod, og især vores nye Cocoon-stol blev et tilløbsstykke, fortæller Peter Mondrup.

Et nyt univers om en kerne af kvalitet
Dermed er vi tilbage ved den meget iøjnefaldende, flettede og polstrede del af Atbos transformation. Et markant, Kevin Hviid og Martin Kechayas-designet møbel, der inden den officielle præsentation i Stockholm havde trukket Instagram-hype i næsten et år, fortæller Peter Mondrup.

Således lå der allerede inden messen bunker af ordrer på stolen, der også har fået plads på en række kendte designhoteller verden over. Og Atbo-direktøren kunne ikke have drømt om en bedre start på den del af forretningen, som han forventer sig rigtig meget af de kommende år. Porteføljeudvidelsen stopper nemlig ikke med stolen.

Inden Cocoon blev præsenteret i Stockholm havde stolen haft et liv på Instagram i næsten et år - den har allerede fundet vej til en række designhoteller verden over.
Foto: Atbo

– Vi har en hel bordserie på vej, og vi vil gerne have rigtig meget fart på den del, der handler om at udvide produktsortimentet, men vi er bestemt heller ikke noget pop-brand, slår direktøren fast.

Atbo skal være ensbetydende med kvalitetsprodukter, der ikke forgår, og ifølge Peter Mondrup har der den senere tid været lige lovligt mange, der har presset citronen og på ryggen af New Nordic-bølgen er gået på kompromis med kvaliteten. Den tendens har man ikke lyst til at være en del af i Bredgade 65.

–  Kvaliteten skal være kompromisløs, lyder det uden tøven, og den del er Atbo-direktøren ikke i tvivl om, at han igennem det seneste års arbejde har fået fuldstændig styr på.

Det er derfor også med en helt rolig hånd, han gør klar til at lancere de kommende satsninger inden for spejle, belysning, sofaer, og hvad der nu ellers kan komme til undervejs.

– Rejsen er først lige startet, og jeg glæder mig helt vildt til at vi kan fortsætte med at udbygge det univers, vi er rigtig godt i gang med at skabe omkring Atbo, lyder det fra Peter Mondrup.

Grundproduktet fejler ifølge Peter Mondrup ikke noget. Derfor har der med relanceringen i høj grad været fokus på at præsentere Atbos produkter i en opdateret kontekst. 
Foto: Atbo

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111