Konkursramt Gubi-arving har forladt møbelproducent – forældre overtager ejerandel
Sebastian Gubi Olsen, der i december blev erklæret personligt konkurs, har nu forladt møbelproducenten Atbo.
Det fremgår af Det Centrale Virksomhedsregister og bekræftes af Atbo-direktør Peter Mondrup.
– Sebastian har brug for at fokusere på sin egen situation, og vi skal fokusere på Atbo, så vi er blevet enige om, at det er i alles interesse, fortæller Atbo-direktøren til Wood Supply.
Sebastian Gubi Olsens andel af selskabet er overtaget af det nystiftede Design by Lisbeth & Gubi Holding, som Gubi-stifter Bjarke Gudmund Olsen og hans kone Lisbeth Olsen står bag, og det er ifølge Peter Mondrup et godt match.
– I august lavede vi et partnerskab med Gubi Olsen i forbindelse med rettighederne til hans designs, som Atbo overtog, og vi har sideløbende haft en god dialog, så vi er kommet til enighed om, at de træder ind i Sebastians sted, fortæller Peter Mondrup.
Han understreger, at de to nye medejere ikke får nogen funktion i selskabet, og ejerskiftet får således ikke betydningen for retningen hos Atbo. Han ejer stadig 50 pct. af selskabet, mens Design by Lisbeth & Gubi Holding altså ejer den anden halvdel.
Familiefonde i fyrstedømme og et ulovligt lån
Sebastian Gubi Olsen blev taget under personlig konkursbehandling efter en egenbegæring, der indløb i slutningen af 2020.
Det skete fem år efter, Gubi-arvingen afhændede sin andel af familievirksomheden Gubi til sin bror Jacob Gudmund Olsen. Prisen for handlen blev ikke oplyst, men i det forskudte regnskabsår 2015/16 havde hans dengang personlige selskab Gubi Invest et overskud på 124 mio. kr., mens egenkapitalen lød på 125 mio. kr.
Kort før julen sidste år offentliggjorde Gubi Invest, hvor Sebastian Gubi Olsen ifølge CVR i dag er reel medejer og indtil 17. december stod som direktør, et regnskab med et underskud på 30,5 mio. kr. Egenkapitalen er siden 2016 skrumpet med godt 90 mio. kr., og landede i 2019/20 på 33 mio. kr.
Af regnskabet fremgik det desuden, at selskabet i årets løb har udlånt millioner til ledelsen, der ved regnskabets afslutning udgjordes af Sebastian Gubi Olsen.
I maj kunne Finans berette, at der indtil videre var rejst krav på mere end 93 mio. kr. i det personlige konkursbo. I samme forbindelse lød det, at kurator Boris Frederiksen havde igangsat en undersøgelse af ejerskabet bag investeringsselskabet Gubi Invest.
Indtil 2016 var selskabet fuldt ud ejet af Sebastian Gubi Olsen, der det efterår valgte at overdrage ejerskabet til de to familiefonde Gubi Olsen Family Foundation og Gubi Foundation, der har hjemme i Liechtenstein. En overdragelse, der ifølge redegørelsen har karakter af en gave, og derfor skal det altså undersøges, om overdragelsen kan anfægtes.