23948sdkhjf

Skagerak har certificeret hele molevitten

Hos Skagerak er produktcertificeringer gode men ikke nok – derfor har man certificeret hele virksomheden

Slår man designvirksomheden Skagerak op i CVR-registret, finder man en formålsparagraf, der ikke ligner de fleste.

– Selskabets formål er handel, produktion og investering samt hermed beslægtet virksomhed samt i sin virksomhed og drift at have væsentlig positiv indvirkning på samfundet og miljøet som helhed, står der.

Og spørger man ejerleder Jesper Panduro, er alle ordene i paragraffen lige vigtige.

– Jeg ynder jo at sige, at profit er et fattigt mål for succes, fortæller designdirektøren og fortsætter:

– Desværre er der en overvejende tendens til, at den eneste måde at opnå taletid på er at skabe stor profit på kort tid, men det er ikke det, vores verden har brug for; den har brug for, at vi tager ansvar. 

B Corp

B Corp er en global bevægelse af virksomheder med et mål om at redefinere det, der skaber succes i erhvervslivet.

B Corp-virksomheder bruger kerneforretningen som løftestang til at skabe positiv samfundsforandring.

Ud over en bevægelse er B Corp-bæredygtighed eksemplificeret i en global standardm, B Impact Assessment, der gør det let for virksomheder at måle, sammenligne og forbedre deres samfundsimpact.

Globalt er mere end 2900 virksomheder i 150 forskellige brancher og i 54 lande certificeret som B Corp.

Hårde tal på bløde tiltag
For at tage det ansvar, Jesper Panduro mener, verden har brug for, har den aalborgensiske virksomhed sat ind på en række forskellige parametre.

Dels har man siden 2001 benyttet sig af FSC-certificeringer, og Skagerak øger hele tiden andelen af certificeret træ i produktionen, og dels har man arbejdet intenst med leverandørstyring. Alligevel føltes det ikke helt godt nok.

– Vi har hele tiden stræbt efter at kunne tage det næste skridt, og vi har især været optaget af, hvordan vi kunne måle på den her ansvarlighed, fortæller Jesper Panduro.

Og det var netop ønsket om at sætte hårde tal på de lidt blødere tiltag, der fik Jesper Panduro og Skagerak til at kigge i retning af B Corp-bevægelsen.

–  Med B Corp får vi en 360-graders måling, der kigger rundt om hele virksomheden og ser på alt lige fra vores forbrug af strøm, over vores samarbejde med underleverandører til måden, vi håndterer affald på, fortæller Jesper Panduro.

Bedst for verden
B Corp betegner sig selv som en bevægelse, og i front for den danske gren står Nille Skalts. Ifølge direktøren er der da også tale om langt mere end bare en certificeringsordning.

– B Corp handler om at redefinere, hvem virksomheder er sat i verden for; er man noget for alle eller kun for sine aktionærer? lyder Nille Skalts’ indledende spørgsmål, og hun har selv svaret klar.

– I B Corp mener vi kun, at virksomheder har en berettigelse til at eksistere, hvis de hjælper verden med at blomstre – så først og fremmest er det altså en tilgang til det at være virksomhed, forklarer hun.

Således arbejder medlemsvirksomhederne ifølge Nille Skalts ud fra en grundtanke om, at det ikke gælder om at være bedst i verden men derimod bedst for verden. 

I konkurrence med sig selv
Lige nu tæller det danske B Corp-netværk 22 certificerede virksomheder, og med en medlemstilvækst på 16 virksomheder siden 2018 er det en bevægelse i fremgang. Ifølge Nille Skalts skyldes det dels det stigende fokus på bæredygtighed, dels B Corps evne til at måle på det svært målelige. 

– Det er meget forskelligt, hvad vi måler på, og meget afhænger af forretningsmodellen, men overordnet bygger certificeringen på omkring 300 spørgsmål, som måler på en meget lang række parametre; hvor meget CO2 udleder de, hvor mange mennesker har man løftet ind på arbejdsmarkedet, alt sådan noget, forklarer Nille Skalts. 

Certificeringsprocessen skal gentages hvert tredje år, og direktøren understreger, at spørgsmålene opdateres hvert andet år. Det er derfor afgørende, at man som virksomhed forbedrer sig i mellemtiden, hvis man vil holde fast i B Corp-stemplet.

– Man er nødt til at have flyttet sig siden sidst, så det er langt fra en sovepude, men vi oplever, at virksomheder synes det er fedt, at de på den måde er i en slags konkurrence med sig selv.

Hos Skagerak er man netop i gang med recertificeringen, og Jesper Panduro finder det givtigt, at indsatsen måles løbende.

– De sidste tre år er vi helt klart blevet skarpere, og vi træffer nogle bedre valg i dag; det havde vi ikke kunnet vide os sikre på, hvis der ikke løbende blev målt på vores indsats, så her har B Corp haft en stor del af æren, fortæller designdirektøren. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063