Fredericia Furniture etablerer en ny ledelsesposition for at accelerere arbejdet med bæredygtighed og cirkulære løsninger.
Mia Møgelgaard bliver således ansat og får titlen 'Head of Impact. Hun skal integrere ansvarlighed i hele værdikæden og kommer fra en lignende stilling hos B Lab Nordics, der driver arbejdet med B Corp-certificeringer.
Det oplyser Fredericia Furniture i en pressemeddelelse.
- Mia bringer en skarp strategisk forståelse og praktisk erfaring, som styrker vores ambition om at forene forretning, design og ansvarlighed. Hos Fredericia Furniture har bæredygtighed aldrig været en tilføjelse; det har været fundamentet, som min farfar byggede virksomheden på, udtaler Rasmus Graversen, der er adm. direktør og tredje generation i Fredericia Furniture.
Fredericia Furniture
- Møbelproducenten blev købt i 1955 af Rasmus Graversens farfar, Andreas Graversen
Fremstiller møbler af kendte designere som Børge Mogensen, Hans J. Wegner, Nanna Ditzel
Har dansk produktion i Them, Svendborg og Fredericia
- Rasmus Graversen og den øvrige familie - forældre og to søstre - ejer hver især 25 procent
- Indtil 2015 var faren Thomas Graversen direktør, men han overlod dengang roret til Kaja Møller.
Mia Møgelgaard får ansvar for at udvikle virksomhedens impact-strategi, herunder materialevalg, cirkulære forretningsmodeller og sociale initiativer. Stillingen indebærer også at engagere medarbejdere, designere og samarbejdspartnere i en fælles retning for ansvarlig udvikling.
- Jeg har stor respekt for Fredericia Furniture som virksomhed, hvor kvalitet og omtanke er så dybt integreret i måden, der drives forretning på – hvilket yderligere understreges af virksomhedens B Corp-certificering. Jeg ser frem til at bygge videre på det og til sammen at skabe nye måder, hvor design, håndværk og ansvarlighed kan forstærke hinanden, udtaler Mia Møgelgaard.
Virksomheden har senest åbnet showrooms i Stockholm og Tokyo samt opkøbt Snedkergaarden i Them, hvor flere klassiske designs fremover vil blive produceret.

