23948sdkhjf

Dårlig restaurering får mølle til at smuldre

Viby Mølle i Messinge nær Kerteminde er kommet i lidt af en kattepine. Selvom den ser fin og intakt ud, har en restaurering i 80’erne medført, at møllevingerne de seneste fire år ikke har kunnet få lov at snurre.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Formand for møllelauget, Gorm Thorleifsson, forklarer til avisen, at træet er tæret der, hvor møllevingerne sidder fast på møllen. Det skyldes ifølge ham en uheldig kombination af jern og trykimprægneret træ.

Dengang tilhørte Viby Mølle Selskabet Danske Møllers Venner, og de insisterede på, at alt træet skulle trykimprægneres. Men i dag kan vi se, at syren i træet æder galvanisering og jern, samtidig med at det træ, der er i berøring med jern, smuldrer, forklarer Gorm Thorleifsson.

Skal finde 4,5 millioner
Derfor vil møllelauget gerne sætte gang i endnu en restaurering af møllen, der blev opført i 1869, og som er en af landets bedst bevarede hollandske vindmøller – endda med intakt maskineri.

Ønskelisten til restaureringen tæller, udover en udskiftning af det trykimprægnerede træværk, en udbedring af soklen samt nye vinger med lameller i stedet for sejl. Endelig ønsker møllelauget at føre møllen tilbage til 1902, hvilket betyder, at der igen skal en vindrose på og monteres indvendig mekanik, så møllen kan dreje op mod vinden af sig selv.

I alt løber projektet op i 4,5 mio. kr., så nu er møllelauget i fuld gang med at søge støtte fra diverse fonde. Slots- og Kulturstyrelsen har givet tilsagn til støtte til første faste af restaureringsarbejdet.

Forsidefoto: Colourbox

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.08