23948sdkhjf

Flere danske virksomheder flytter produktionen hjem

Danmark er blandt de lande i Europa, hvor flest virksomheder vælger at rykke produktionen hjem fra udlandet, viser en ny undersøgelse fra EU

Selv om skatten og lønudgifterne er højere herhjemme, vælger flere danske virksomheder at trække hele eller dele af deres produktion hjem fra udlandet.

Det viser en ny undersøgelse fra Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene, Eurofound. Det skriver Fagbladet 3F.

- Det er begyndt at gå op for virksomhederne, at de får mere for pengene og en bedre kvalificeret arbejdskraft i Danmark end i udlandet, siger Steen E. Navrbjerg, der er lektor på FAOS (Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, red.) ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet.

- En faglært eller ufaglært arbejder i Polen eller Italien har ikke de samme kompetencer eller den samme uddannelse som en faglært eller ufaglært arbejder i Danmark, siger han.

Ifølge Eurofounds undersøgelse valgte syv danske virksomheder – primært inden for beklædningsindustrien – sidste år at trække produktionen hjem. Dermed topper Danmark sammen med Tyskland listen over de europæiske lande, hvor flest virksomheder i 2018 flyttede produktionen hjem.

I perioden 2014-2018 har i alt 19 danske virksomheder hjemtaget produktionen, men da Eurofounds undersøgelse primært er baseret på en overvågning af mediebilledet, vurderer Steen E. Navrbjerg, at det reelle tal kan være meget større.

Premier Is er en af de danske virksomheder, der inden for de seneste år, har valgt at samle hele produktionen herhjemme. Da Premier Is i 2017 opkøbte konkurrenten Hjem-Is, lukkede man produktionen af is i seks østeuropæiske lande. I dag foregår tingene på Premier Is’ fabrik i Thisted, hvor der har været ismejeri siden 1933. Her blev staben af medarbejdere øget med 20 pct. i forbindelse med, at produktionen blev samlet i Danmark.

- Før vi flyttede produktionen hjem, klagede forbrugerne over kvaliteten, og vi kan lave meget bedre is her i Danmark. Samtidig ville vi være sikre på, at fødevaresikkerheden var helt i top, siger kommerciel direktør Christian Brink, Premier Is.

- Der er rigtig meget håndværk og tradition forbundet med at lave is. Den kvalitet, som vi kan få i Thisted, kan vi ikke købe os til andre steder, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093