23948sdkhjf

Sønderjysk skole dæmper støjniveauet med korkgulv


Hvert tiende skolebarn i 0.-3. klasse kan ikke høre, hvad læreren siger - det viser de nyeste tal fra Undervisningsministeriets nationale trivselsmåling.

En af årsagerne kan være for meget støj i klassen, hvilket ifølge Dansk Center for Undervisningsmiljø risikerer at lede til både indlæringsvanskeligheder, koncentrationsbesvær og stress.

Det forsøger man at gøre noget ved på Haderslev Realskole. Her har man gennem de seneste fire år fået lagt støjdæmpende korkgulv ovenpå de gamle linoleumsgulve.

Og til påske fik skolen lagt yderligere 240 kvadratmeter gulve af kork i fire klasselokaler.

Ifølge teknisk serviceleder på Haderslev Realskole, Ove Bergholt, er det gode erfaringer med de nuværende korkgulve, der har fået skolen til at forsætte i samme retning:

- På Haderslev Realskole vil vi gerne skabe et roligt og komfortabelt miljø, hvor det er rart at være for både elever og lærere. I de lokaler, hvor der allerede er korkgulv, oplever vi, at gulvene er med til at mindske støjen fra snakkende elever og skramlende stoleben. Det har haft en positiv effekt på nogle af vores urolige elever, og på baggrund af de gode erfaringer har det således været en naturlig beslutning at lægge det samme gulv i fire af vores andre klasseværelser, siger han i en pressemeddelelse.

Lydabsoberende og vandresistent 
Det er gulvkonsulent Peter Szocska, som er indehaver af Szocska Living, der har været med til først at rådgive og efterfølgende lægge gulvet, der kommer fra gulvvirksomheden Timberman.

Han fortæller, at det især var akustik og praktik, som var væsentlige parametre i forhold til valget af gulv:

- Akustikken betyder rigtig meget i arbejds- og undervisningsmiljøer. Mange skoler og institutioner har store rum med hårde flader uden tæpper og bløde møbler, som kan være med til at mindske rumklangen, og lokalerne er derfor ofte plaget af både trinstøj fra sko og generel rumstøj. Korkkernen i gulvet bevirker, at lydniveauet i rum med korkgulve kan reduceres markant med helt op til 20 dB.

Valget faldt derfor på Wicanders HydroCork, der ikke kun har lydabsorberende egenskaber.

- Wicanders HydroCork er desuden vandresistent og har samme slidstyrke og minimale vedligeholdelse som linoleum. Eleverne kan således uden problemer vade direkte ind med våde og beskidte støvler, hvilket gør gulvet særdeles velegnet til skoler, siger Peter Szocska.

- Det gode ved korkgulvene er desuden, at de kun har en tykkelse på 6 millimeter, og de kan derfor lægges direkte ovenpå det eksisterende gulv. Det kræver kun én dag, hvor eleverne er på udflugt ud af huset, og så kan det være færdigt, når de møder om morgenen dagen efter. På den måde kan skolen fungere optimalt uden længere perioder med afspærrede lokaler, fortsætter han.

Korken, som anvendes i alle Wicanders-gulvene, stammer fra barken på de op til 200 år gamle korkege, der vokser i korkskoven Montado i Portugal. Når korken er høstet, vokser et nyt lag korkbark ud, og efter ni år er korken klar til at blive høstet igen. Korktræet er således en vedvarende og bæredygtig ressource.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094