23948sdkhjf

Navnenyt: Designa har fundet sin nye chef til flagship butik i København

Køkkenvirksomheden Designa åbner i juni måned en ny og stor flagship butik i København  - med central placering ved søerne på adressen Ved Vesterport 6 ud til Gl. Kongevej.

Chefen for butikken er nu fundet, og det er den erfarne køkkenmand Christian Skjerk, der tager rorpinden og bliver daglig leder i den godt 500 m2 store butik. Han får det overordnede ansvar for butikken, herunder drift og personaleledelse.

Christian Skjerk kommer med meget stor erfaring fra branchen, idet han i over 20 år har beklædt forskellige poster i køkkenbranchen, herunder både som Retail Manager og Salgschef i Danmark og Skandinavien. Den nye butikschef begyndte sin karriere som køkkenkonsulent i København og vender i sin nye rolle således ”hjem” til hvor, det hele startede.   

Designa fik i februar 2018 nye ejere og har iværksat en ny strategi med fokus på at styrke forhandlernettet markant. Åbningen i hjertet af det københavnske køkkenstrøg bliver et vigtigt skridt for den midtjyske køkkenkæde, der i løbet af de næste år planlægger yderligere oprustning især i de største danske byer.

Designa København åbner medio juni måned, og den nye butikschef er allerede nu ved at have hele holdet på plads, som glæder sig til at tage imod i butikken.

Ny mand i spidsen for Concept living
Glenn Nielsen er Concept Livings nye afdelingsleder, og han skal således stå i spidsen for virksomheden, der er søstervirksomhed til ABC Pavilloner.

Her skal han blandt andet forberede Concept Living til kommende store ordrer inden for lejligheder, rækkehuse, studieboliger samt udvikle på nye koncepter.

Glenn Nielsen tiltrådte stillingen 1. marts, og indtil da har han været afdelingsleder i ABC Pavilloners sjællandske afdeling.

Han har derfor også stort kendskab til Concept Living.

- Vi er glade for at overlade ansvaret til Glenn Nielsen, da han kommer med en solid ballast både i forhold til kendskabet til vores markedsområde og ledelse generelt. Og jeg er sikker på, at det bliver en stor fordel nu og fremadrettet, siger Kjeld Facius, som er stifter af Concept Living og direktør for søstervirksomheden ABC Pavilloner, der ligesom Concept Living har produktion i det midtjyske Engesvang.

Glenn Nielsen har en håndværkeruddannelse, som senere er blevet suppleret med produktionsteknolog-uddannelsen, og han har gennem de godt tre år arbejdet med projektledelse, planlægning af drift og optimering igennem leanstyring hos ABC Pavillioner. Desuden han har skabt gode relationer til virksomhedens samarbejdspartnere.

Nu er han klar til at tage skridtet videre og lede hele Concept Living:

- Det har været rigtig spændende at være med til at udvikle og optimere afdelingen på Sjælland, og jeg glæder mig nu til at tage udfordringen op på min hjemmebane i Jylland. Her bliver mine primære opgaver at have størstedelen af kundekontakten samt at klargøre og strømline den jyske produktion til de kommende projekter, og det bliver især de permanente boliger som eksempelvis familieboliger, vi i første omgang kommer til at fokusere på, siger Glenn Nielsen.

En af de opgaver, som Glenn lægger ud med som ny mand i spidsen, er at aflevere 312 studieboliger, der skal anvendes til internationale studerende på DTU. Her har virksomheden de seneste mange måneder haft travlt med at få produceret den enorme ordre.

Ny planlægger til Outrup Vinduer & Døre
Claus Hoffmann Nielsen, Viborg, er den 18. marts tiltrådt i en stilling som planlægger i logistikafdelingen hos Outrup Vinduer & Døre. Her skal han arbejde med produktionsplanlægning samt planlægning af materialetilførsel i produktionen.

Claus er uddannet produktionsteknolog i logistik og har taget flere LEAN-kurser samt et projektlederkursus fra Dania Erhvervsakademi. Claus kommer senest fra en stilling hos Holmris B8 og har derudover mange års ansættelse hos Unik Funkis bag sig, hvorfra han har stor viden og erfaring om blandt andet vinduer, døre og beslag.


Salgsdirektør i Invita Aabenraa har 25 års jubilæum
Lars Thomsen, der er salgsdirektør i Invita Aabenraa, kunne 5. pril fejre 25 års jubilæum i køkkenkæden.

Lars Thomsen er uddannet snedker og arbejdede oprindelig som køkkenmontør. Det var en gammel drøm om at blive indretningskonsulent, der i 1994 førte ham til Invita Aabenraa, der er ejet af Bygma Gruppen.

- Jeg har altid været vild med design, og det er fantastisk inspirerende at kunne rådgive kunderne om deres drømmekøkken og øvrige indretning, siger Lars Thomsen

I de 25 år Lars har arbejdet i butikken på Industrivej, er der sket store forandringer.

Butikken er blevet udvidet fra 130 m2 til 1200 m2, og medarbejderstaben der før kun talte Lars og en kollega består nu af 6 medarbejdere. Kundesegmentet består af både private, byggefirmaer og licitationer.

Som leder af forretningen er Lars Thomsen primært ansvarlig for storkundeaftaler, men har daglig kontakt med alle typer af kunder.

Lige nu har Lars Thomsen for travlt til at fejre sit jubilæum. Det sker i stedet senere på året.

25 års jubilar i Bygma Kolding
Helle Lund Veile, der er sælger i Bygma Kolding, kunne 1. april fejre 25 års jubilæum i byggemarkedskæden.

Helle er uddannet i en farvehandel i Odense, og efter nogle år i anden virksomhed, kom hun til Bygma Kolding. Dengang hed virksomheden Grønborgs Tømmerhandel og havde byggemarked på havnen i Kolding. Bygma overtog butikken i 1997, og for otte år siden skiftede Helle Lund Veile til Proffcenteret i Bygma Kolding.

25 års jubilar i Bygma Aars
Heine Holm Pedersen, der er key account manager i Bygma Aars, kunne 1. april fejre 25 års jubilæum i byggemarkedskæden.

Heine blev udlært som reservedelsekspedient hos Mercedes/Mitsubishi i Aars og aftjente derefter sin værnepligt i Aalborg. Han vendte tilbage til sin gamle arbejdsgiver, men på grund af nedadgående konjunkturer, måtte Heine snart se sig om efter anden beskæftigelse. Valget faldt på trælasthandelen Chr. Hjortkær, som i dag hedder Bygma Aars.

25 års jubilæet den 1. april fejres på dagen i Bygma Aars med kunder, leverandører, familie og venner.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078