23948sdkhjf

Ikast har fået et 'Hjerte' i træ: - Vores vilde vision er blevet til virkelighed

Lørdag den 8. september var en festdag i Ikast-Brande Kommune, som efter års tilløb kunne åbne sit nye multihus; ”Hjertet”.

- Vores vilde vision er blevet til virkelighed, og vi står i dag med et hus, som har mange forskellige funktioner, og mange forskellige målgrupper. Det er et fantastisk hus, sagde en glad og stolt borgmester, Ib Lauritsen.

”Hjertet” er tegnet af arkitektfirmaet C.F. Møller og opført af den lokale entreprenørkoncern, KPC. Byggeriet er en tilbygning til den internationale skole, som C.F. Møller i øvrigt også er arkitekterne bag.

"Hjertet" består af en række mindre lokaler og tre hovedrum: Multisalen, Refleksionsrummet og Street-sportshallen. Ambitionen bag det 3.800 kvadratmeter store byggeri har været at skabe et hus så fleksibelt, at næsten kun fantasien sætter grænser for, hvad det kan bruges til. Blandt andet kan enkelte af husets vægge skubbes væk, så der skabes et helt nyt rum, hvor inde og ude flettes sammen.  

Bygningens åbne struktur skal leder tankerne hen mod en samling mindre træhuse, hvor vidt forskellige aktiviteter kan foregå samtidig. Ungdommens Uddannelsesvejledning har fast plads i huset, der også rummer en butik, en café og en amfi-trappe til foredrag og teater. 

- På den måde er "Hjertet" tænkt som en lokal smeltedigel, der lader mennesker mødes og indgå i fællesskaber på tværs af alder og samfundslag og skabe et levende sted i de fleste af døgnets timer, siger Julian Weyer, arkitekt og partner hos C.F. Møller.

Huset er åbent for alle, og konceptet er baseret på tillid og ansvarlighed. Alle kan komme ind fra gaden og benytte sig af faciliteterne. Det kan være cykelklubben, der bruger huset som mødested og efterfølgende tager bad i de tilhørende omklædningsrum, det kan være squaredance-foreningen, der mødes hver torsdag eller borgere, der bare ønsker at nyde en kop kaffe i caféen.

Bygherre på projektet er Ejendomsselskabet ISIB A/S, der ejes af Bestsellers holdingselskab, Heartland, og Ikast-Brande Kommune. Projektet har kostet 86 mio. kroner og er gjort muligt med hjælp fra en lang række virksomheder, sponsorer og fonde, herunder Realdania og Lokale- og Anlægsfonden.

- Projektet er et spændende og ambitiøst eksempel på, hvordan en kommune og private aktører kan løfte lokale udfordringer ved at samarbejde med det frivillige foreningsliv. Huset og aktivitetsparken er åbent og inviterende, og det bliver et mødested for alle, hvor både spontane og organiserede fritidsaktiviteter som streetsport, mountainbike og aftenskoler fusionerer med foreningslivet, skole og erhverv, siger projektkonsulent Jakob Færch fra Lokale- og Anlægsfonden.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11