23948sdkhjf

Kæderne tager stor andel af talenterne

XL-Byg og Nobia har skruet op for rekrutteringen i kampen om det faldende antal faglærte

Kæderne har åbnet for budgetkassen i kampen om det faldende antal faglærte talenter.

Ifølge landets to fagskoler, Handelsfagskolen i Odder og Business College Syd, der tilsammen uddanner tæt ved 7.000 unge årligt inden for kontor, handel og detail, er tendensen steget markant gennem de sidste tre år.

Mange kæder rekrutterer i dag 70 procent af deres elever efter endt praktik i modsætning til 30 procent for få år siden. Samtidig efterspørger kæderne også flere elever.

En nødvendig investering
HR-chef Liselotte Christensen fra XL-Byg iværksatte for tre år siden en særlig indsats for at rekruttere flere talenter. Byggevarekæden har, inklusive marketingudgifter, firdoblet det beløb, de bruger på at tiltrække og uddanne elever.

XL-Byg byder sig i dag til med blandt andet ekstra uddannelse, lokale elevcoaches der følger de unge tæt, karriereplanlægning, sociale netværk til deres elever.

- Vi beholder i dag syv ud af ti af vores elever, når de er udlært. Det er dobbelt så mange som for fem år siden og har kostet nogle ressourcer, men det er en nødvendig investering for en kæde som XL-Byg, der i høj grad lever af at være førende på rådgivning til professionelle, når der er så få unge at vælge mellem, siger Liselotte Christensen.

Køkkengiganten Nobia Denmark investerer også i stigende grad i de faglærte talenter. Virksomheden tilbyder i dag blandt andet træning på eget akademi, lokale oplæringsansvarlige, messer og faglige events.

Ingen dårlig samvittighed her
SMV Danmark, organisationen for de små og mellemstore virksomheder, ser positivt på meldingen om, at mange kæder har øget deres investering i uddannelse af faglærte elever indenfor handel og kontor.

Vicedirektør Jakob Brandt mener ikke, at de mindre virksomheder skylder at investere mere i uddannelsen af de unge mennesker, selv om han medgiver, at kædernes investering kommer dem til gode.

- Der er bestemt ingen dårlig samvittighed her. Vores medlemmer har i årevis uddannet mere end dobbelt så mange elever som de store, så det er bare godt, der kommer noget den anden vej. De unge bliver måske lidt længere ved kæderne, der har investeret stort i dem, men på et tidspunkt vil mange talenter gerne have mere ansvar tættere på ledelsen. Det er unægtelig lettere i en mindre virksomhed, så til den tid står vi klar til at tage imod dem, siger Jakob Brandt.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.125